Varmepude skyld i brand

Brandvæsenet måtte i nat rykke ud til en større brand i Emb på Mors. En kortsluttet varmepude var formentlig årsagen.

flammer_kunstigt.jpg

Hele huset på Nøråvej i Emb blev røgskadet, efter en varmepude natten til fredag var skyld i en større brand.

Klokken tre om natten fik alarmcentralen en melding om branden, der var startet i stuen. Inden den kunne slukkes var stuen udbrændt, og også de tilstødende rum brændt, oplyser vagtlederen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Der skal nu en nærmere brandundersøgelse til, før årsagen kan fastslåes, men politiet har fået oplyst, at beboeren selv mente, det var varmepuden, der var skyld i branden.

Husets beboer slap uden større skader, fortæller politiet.