Vand over det hele: Voldsomme regnskyl rammer Kulturmødet

Årets Kulturmøde på Mors er i fuld gang, men det har indtil videre været plaget af store regnbyger.

Politiker Alex Ahrendtsen i en politisk debat for TV MIDTVEST, mens regnen væltede ned tidligere i dag.
Politiker Alex Ahrendtsen i en politisk debat for TV MIDTVEST, mens regnen væltede ned tidligere i dag.
Foto: TV MIDTVEST

Solen skinner over Nykøbing, men Kulturmødets mange gæsters fodtøj afslører, at det ikke har været sådan hele tiden.

Årets Kulturmøde er nemlig blevet ramt af nogle meget store regnskyl, som på kort tid har skabt store vandpytter og våde gæster. Det har flere debatholdere på mødets mange scener mærket på egen krop.

- Den umiddelbare konsekvens af de store regnskyl er, at der er færre folk til debatterne. Når det regner, så rykker folk indenfor, fortæller Kulturmødets direktør Trine Bang.

Direktør Trine Bang er ærgerlig over vejret, men er glad for folks reaktion på de mange regnskyl.
Direktør Trine Bang er ærgerlig over vejret, men er glad for folks reaktion på de mange regnskyl.
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Hun er dog glad for den måde, både gæster og arrangører har reageret på regnen.

- Jeg snakkede med nogle af de debattører, der havde været nede ved Kulturfjorden under regnen i går aftes, og de sagde, at vandet stod ned i stænger, så publikum ikke kunne være der, men til gengæld satte de sig op på scenen under halvtaget og tog en meget mere nær samtale, end de har haft før, siger hun og uddyber:

- Så skybrud er forfærdeligt for alle, men når man er omme på den anden side, så reagerer folk helt anderledes, fordi de er blevet rystet sammen. Som arrangør er det ikke fedt, men vi kan ikke gøre så meget ved det.

Man skal flere steder holde øje med, hvor man sætter sine fødder, hvis man har glemt gummistøvlerne.
Man skal flere steder holde øje med, hvor man sætter sine fødder, hvis man har glemt gummistøvlerne.
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Aftensmad med våde fødder

Nogle af de gæster, der har oplevet de kraftige regnskyl på egen krop, er Finn Skanning og Anders Egelund. I går aftes sad de i madteltet, da vandet pludselig kom op imellem gulvbrædderne.

- Vi spiste under skybrud med fødderne i vand, men vi var sultne og tog derfor tingene, som de kom, siger Finn Skanning, der er fra Flade på Mors, med et smil.

Anders Engelund og Finn Skanning er kommet tilbage i dag, selvom de i går fik meget våde fødder.
Anders Engelund og Finn Skanning er kommet tilbage i dag, selvom de i går fik meget våde fødder.
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Men selvom de i går fik våde fødder, så har det ikke forhindret dem i at komme tilbage i dag.

- Det er hyggeligt her, og selvom det altid er træls når det regner, så har vi taget en paraply med, siger Anders Engelund fra Grenå.

- Ja, og jeg har taget gode sko på i dag. Det havde jeg ikke helt i går, stemmer Finn Skanning i.

Gårsdagens fodtøj er blevet skiftet ud til noget mere solidt, og så har de husket paraplyen.
Gårsdagens fodtøj er blevet skiftet ud til noget mere solidt, og så har de husket paraplyen.
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Nervøsitet inden debat

Regnen er særligt gået hårdt ud over de debattører, som har skulle på scenen samtidigt med de store regnskyl. De fleste scener er nemlig indrettet sådan, at publikum sidder ude i den fri luft.

En af de scener er Debat-scenen, der befinder sig helt nede ved fjorden. Her frygtede arrangørerne bag Frirummet, som er en særlig form for debat, at deres debat mellem to ungdomspolitikere tidligere i dag ville blive oversvømmet. Et kvarter før stod regnen ned fra himlen.

- Jeg havde lovet på Facebook, at vi ville få godt vejr, så nåede da at blive lidt nervøs, siger pædagogisk konsulent Stig Skov Mortensen.

Stig Skov Mortensen foran Debat-scenen, hvor solen nu er kommet frem.
Stig Skov Mortensen foran Debat-scenen, hvor solen nu er kommet frem.
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Vejret vendte dog lige som arrangementet skulle til at gå i gang, så han blev reddet.

- Jeg ved ikke, om det var fordi vi startede med at synge sensommervise, men det klarede i hvert fald op. Publikum kom og satte sig på halmballerne. Det er dejligt, for den blå himmel giver lidt højere til loftet. Det kan hurtigt blive et dystert under skyerne, siger han.

Men selvom solen nu skinner over Kulturmødet, så tjekker direktøren stadig vejrudsigten med korte mellemrum.

- Det gode er, at folk ikke tager hjem. Hvis det havde været midt inde i København eller lignende, så kunne folk hurtigt være taget hjem, men mange er kommet herop for at være til Kulturmødet, så folk virker derfor ekstra villige til at rykke ud igen, når regnen stopper, siger Trine Bang med et smil.

Hun ved endnu ikke, hvad regnen har betydet for publikumstallet.

Ifølge DMI ser det ud til, at der kun vil komme få mindre regnskyl resten af dagen.

28:01
På Kulturmødet støder Danmarks fineste kunstnere og folket sammen til debat om kunsten i fremtiden.  Torsdag åbnede mødet med debatter, oplevelser og overraskelser.