Strid om skolenedrivninger på Mors

Kommunalbestyrelsen på Mors vil rive tre skoler ned på øen for at forhindre en ny friskole i Hvidbjerg. Nu kræver Venstre, at statsforvaltningen skal ind i sagen.

hvidbjergskole.jpg

Venstre kræver, at statsforvaltningen skal ind i en sag om nedrivninger af tre skoler på Mors. Kommunalbestyrelsen besluttede i januar, at de ikke ville sælge bygningerne fra tre nedlagte skoler. Begrundelsen var, at man ville forhindre en friskole i at rykke ind i den nedlagte Hvidbjerg Skole.

- Vi opfatter beslutningen som manglende respekt for de værdier, som vore forgængere skabte. Derfor ønsker vi statsforvaltningens tilkendegivelse af, om den resurse, som man meningsløst vil nedrive, er ordentlig, forsvarlig økonomi, skriver Peter Therkildsen fra Venstre, der er 2. viceborgmester i Morsø Kommune i en pressemeddelelse.

Det er et flertal uden om Venstre, der har besluttet, at de tre skole skal rives ned, selv om der kommer en friskole i Hvidbjerg uanset hvad. Venstre vil nu have, at statsforvaltningen skal vurdere om beslutningen om nedrivningen er økonomisk forsvarlig, eller om der er tale om usaglige hensyn.