Skaldyrsfestival på Mors fejrer 15 års jubilæum

I 2004 lød startskuddet til Skaldyrsfestivalen på Mors. Nu skriver vi 2019, og i år har festivalen endnu engang fået vokseværk.

I år strækker Skaldyrsfestivalen på Mors sig over tre dage i stedet for de to dage, som den plejer.
I år strækker Skaldyrsfestivalen på Mors sig over tre dage i stedet for de to dage, som den plejer.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Hvis man er til et maritimt miljø og skaldyr på tallerkenen, så er Nykøbing ikke noget dårligt sted at være i disse dage. Skaldyrsfestivalen på Mors er i fuld gang, og i år er der 15 års jubilæum.

Festivalen har siden begyndelsen forsøgt at gøre turister klogere på de fødevarer, der bliver produceret på Mors. Selvom festivalen i år er udvidet med en ekstra dag, så har det ikke gjort folkets lyst til at møde op mindre.   

- Jeg tror, det er hyggen på kanten af Limfjorden, der gør det. Vi har vandet, og vi har i det hele taget de perfekte rammer for at fortælle historien om Mors og om skaldyr, fortæller Lars Tang, der er formand for Skaldyrsfestivalen.

Det er blandt andet muslinger, der kan købes i madboderne i Nykøbing i disse dage.
Det er blandt andet muslinger, der kan købes i madboderne i Nykøbing i disse dage.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Foreningen Skaldyrsfestival blev etableret i 2004. Dengang var formålet at fortælle historien om Mors, Morsingboerne og Limfjorden. Det er det sådan set stadigvæk, men derudover består festivalen udover madboder af musik, fyrværkeri og aktiviteter for børn.

- Vi havde muligheden for at bygge en ekstra dag på. På grund af helligdagen er der mange, der har fri fredag, og det ville vi gerne udnytte. Jeg vil ikke gætte på, om der er 3000 eller 4000 mennesker, men der er rigtig mange. Det er bare dejligt, at der er interesse for det, vi går og laver, siger Lars Tang.

Festivalen startede fredag og fortsætter resten af weekenden.

28:01
Her kan du se eller gense, da TV MIDTVEST i 2018 besøgte Skaldyrsfestivalen på Mors.