Officielt: Anders Thomsen til Mors-Thy Håndbold

På et pressemøde kl. 10 præsenterede Mors-Thy Håndbold Anders Thomsen som ny cheftræner til næste sæson.

AndersThomsen_0.jpg

Mors-Thy Håndbold kunne i dag præsentere klubbens nye cheftræner. Som forventet har håndboldklubben skrevet kontrakt med den nuværende Lemvig-Thyborøn træner, Anders Thomsen, for de næste 3 sæsoner.

- Det er rigtigt rart, at kunne præsentere Anders. Hans tanker om talent udvikling, og den måde han kan få resultater på, sammen med hans filosofi omkring coaching og menneskesyn, gør, at han passer godt til klubben, siger formand for Mors-Thy Håndbold, Heino Vigsø.

En hård omgang

Der er blevet arbejdet på højtryk for at få den nye træner klar så hurtigt som muligt, men økonomiske problemer har gjort arbejdet svært.

- Det har været som at gå 12 runder i en boksering, at få økonomien til at hænge sammen, men vi er glade for, at det endelig lykkedes, siger Heino Vigsø.

Med det formelle på plads glæder Anders Thomsen sig til at trække i træningstøjet og komme i gang med opgaven.

- Det er en rigtig spændende opgave. Jeg får lov til at arbejde med håndbold på højeste niveau. Jeg glæder mig også til at arbejde med talentudvikling blandt yngre spillere, som er en nødvendighed for at sikre klubbens overlevelse, siger Anders Thomsen.

Mors-Thy Håndbold ligger lige nu på en 7. plads i Håndbold Ligaen.