Næssundfærgen sejler igen

Næssundfærgen sejler igen fra i eftermiddag.

Efter at have ligget stille i over et år genoptager Næssund-færgen i eftermiddag sejladsen mellem det sydlige Mors og Thy.

- På en skal fra 1-10 så må det være 12. Næssundfærgen er for mig også et eksempel på noget, der er ret svært – næsten umuligt, men som alligevel har vist sig at være muligt, fordi mange gerne vil det, siger Henrik Olsen, der er formand for Næssundfærgens Venner. 

Det er foreningen Næssundfærgens Venner, der af Søfartsstyrelsen har fået lov til at genoptage driften. I første omgang er der tale om et forsøg, der skal vise, hvor meget færgen skal sejle i 2017.

Færgen sejler tre gange i timen. Første gang fra Mors klokken 6.30 og sidste gang 18.10. Foreløbigt gælder sejlplanen i juli og august måned. 

Sejler langt om længe igen

Færgen har på grund af problemer med en kobling været en tur omkring værftet i Agger. Indtil 2015 var færgen drevet af de to kommuner Thisted og Morsø, men politikerne på Mors ikke kunne finde penge til at holde driften i gang, så færgen blev helt taget ud af drift.    

Næssundfærgen sejler sin første tur i dag kl. 14.30 fra Mors og 14.45 fra Thy og der vil være snoreklipning, taler, forfriskninger og gratis prøvetur i eftermiddag.

Alternative metoder

Efter de to sommermåneder er gået, vil foreningen kigge på, hvordan driften af færgen skal være næste sommer. Foreningen satser på at øge færgens indtægter med en række alternative tiltag. I næste uge er der sommerudsalg i Hurup. Handelstandsforeningen betaler derfor færgebilletten for Morsingboere, der vil på udsalg.

Jesperhus Feriepark giver rabat på billetten til parken og færgebiletten for folk, der kommer over fra Thy-siden og køber biletten på færgen.

- Og så arbejder vi blandt andet også på, at få en aftale i stand med Premier Is, så vi kan sælge is-både på færgen. Det er den slags alternative løsninger, der skal bidrage, siger Henrik Olsen. 


Læs flere artikler fra Morsø eller i kategorien Kultur.