Næssundfærgen er nu fortid

To måneder før tid er det nu slut med at sejle med Næssundfærgen. Et maskinuheld har sendt færgen på pension.

150207nassund.jpg

Det skulle egentlig først være til april, at Næssundfærgen skulle sejle sin sidste tur, men torsdag morgen havde færgen et maskinuheld, og en reparation er så dyr, at det ikke kan betale sig at lave den.

- En reparation vil koste 90.000 kroner. Jeg har indkaldt bestyrelsen til møde fredag morgen, og her vil vi sandsynligvis beslutte, at det ikke kan svare sig at ofre de penge, når færgen alligevel skal indstille driften 30. april, siger Viggo Vangsgaard, Formand for Mors-Thy Færgefart.

Formanden havde håbet, at færgen kunne holde helt til sin pensionsdato sidst i april, men sådan bliver det desværre ikke.

- Det skal selvfølgelig først besluttes i de to kommunalbestyrelser, men ud fra de meldinger de tidligere er kommet med, så er det her reelt en lukning, siger Viggo Vangsgaard, formand for Mors-Thy Færgefart.

Mange entusiaster havde sikkert set frem til en sidste tur i den 60 år gamle træfærge, men det kan nu alligevel ikke lade sig gøre, og det ærgrer Viggo Vangsgaard. Godt to måneder før tid vælger de to kommuner at stoppe tilskuddet til driften af færgen, som har haft over 400 færgeovergange over det smalle Næssund.

- Det er meget vemodigt, at vi må lukke den, på den her måde. Der er mange, der gerne ville have haft en sidste tur, og det kan de så ikke nu. Det er ærgerligt, siger Viggo vangsgaard.