Muslingefiskere får mindre kvote

Årets kvote for muslingefiskerne i Limfjorden er kun en tiendedel af sidste års.

290415musling.jpg

Muslingefiskerne får i år en mindre kvote at gøre godt med. Det skriver Morsø Folkeblad. 

I år lyder kvoten på 3000 ton. Langt mindre end de 30.000 ton som fiskerne kunne hive op i 2016.
Det fortalte Bo Husted Kjeldgaard, formand for Centralforeningen for Limfjorden på generalforsamlingen på Dansk Skaldyrcenter.

- Kvotens fald vil også påvirke muslingefiskernes indtjening. Men jeg tror ikke, at der er nogen, som lige nu overvejer at forlade erhvervet. Vi vil gøre, hvad vi kan for, at kvoterne bliver større, uddybede formanden til Morsø Folkeblad.

- Vi havde et godt fiskeri i 2016, hvor vi var godt rundt i hjørnerne. Bestandsvurderingen fra DTU viste stadig en god muslingebestand, så vi så lyst på fremtiden, indtil vi fik en opringning fra NaturErhvervstyrelsen, hvor vi blev spurgt, om det nu også kunne passe, at arealpåvirkningen var steget kraftigt, lød det blandt andet i formandens årsberetning.

Bo Husted Kjeldgaard konstaterede også i sin årsberetning, at en del af indsatsen blandt andet skal foregå ude ved den enkelte fisker, der skal holde nøje øje med sin blackbox for derved at få en daglig opdatering af sit arealforbrug.

- Med det arealforbrug, vi havde i sidste sæson, svarer det til, at vi mister to års fiskeri i Løgstør Bredning. Det kan hverken vi eller muslingeindustrien være tjent med, fastslog han.