Morsø kræver bedre ambulancedækning

Borgmesteren på Mors vil have mindst én ekstra ambulance, hvis øens borgere igen skal kunne føle sig trygge.

Hans Ejner Bertelsen
Foto: Arkiv

Regionshospital Nordjylland i Thisted måtte i går erkende, at de ikke kan skaffe læger nok til at beholde deres akut-kirurgiske afdeling. Det får i dag borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen, til at stille flere krav til regionen.

- Det ambulanceredskab vi har på Mors og Thy kræver som minimum, at vi har en ekstra ambulance, siger Hans Ejner Bertelsen til Limfjord Update. 

Derudover så han gerne en fast aftale på tværs af regionsgrænserne, så patienter fra Mors ikke nødvendigvis skal til Hjørring eller Aalborg, hvis de har brug for aktut kirurgi. 

- Det, der kan skabe tryghed igen, er, at vi indgår en aftale med Region Midtjylland og primært akutmodtagelsen i Viborg, siger Hans Ejner Bertelsen til Limfjord Update. 

I godt fire måneder er de akutte kirurgiske patienter fra Thisted fragtet til hospitaler i Hjørring, Aalborg eller Midtjylland, fordi der er mangel på kirurger. 

Særordningen blev gjort permanent i erkendelse af, at der ikke kan skaffes den nødvendige arbejdskraft til sygehuset. Det skrev Regionshospital Nordjylland i Thisted onsdag i en pressemeddelelse.