Mors-Thy: Nyt om klubbens fremtid

I morgen vil håndboldklubben offentliggøre vigtige nyheder om fremtidsudsigterne.

01072011_Mors-Thy.jpg

Da Fjordbank Mors krakkede i sidste uge betød det også, at Mors-Thy Håndbold mistede sin hovedsponsor. Fjordbank Mors stod for op imod 25 procent af klubbens økonomi, og det var kun de sidste underskrifter, der manglede på den nye sponsorkontrakt, da banken gik ned og aftalen gik i vasken.

Fremtidsudsigter

Noget tyder på, at Mors-Thy Håndbold nu har fået mere klarhed over situationen. I hvert fald sendte klubben onsdag middag en pressemeddelelse ud om, at den torsdag eftermiddag vil offentligøre "en meget vigtig meddelelse om klubbens fremtid." Det vil ske på et pressemøde i Fjordbank Arena klokken 17.00.

Hvad, der præcis vil blive meldt ud, er klubben dog meget hemmelighedsfuld om.

- Jeg kan ikke sige noget før i morgen, lyder kommentaren kortfattet fra bestyrelsesformand Hans Riisager Holst. Han forventer dog, der bliver fuldt hus under pressemødet torsdag eftermiddag.