Mors-Thy henter målmandslegende

Den tidligere landsholdsmålmand Søren Haagen bliver en del af Mors-Thy Håndbolds ligatrup resten af sæsonen

150912soerenhaagen.jpg

Efter at Dane Sijan tidligere på ugen kom til skade under kampen mod Aalborg, har der været travlt hos Mors-Thy Håndbold for hurtigst muligt at finde en afløser, som kan danne målmandsteam med Nikolaj Pedersen og Mads Primdahl.

Valget er faldet på den tidligere landsholdsmålmand Søren Haagen, der vil være en del holdet i resten af sæsonen.

Søren Haagen er 41 år og spillede i perioden 1994-2000 i alt 79 kampe for det danske herrelandshold, mens han på klubplan repræsenterede GOG og SG Flensburg-Handewitt.

- Jeg fik en henvendelse fra Mors-Thy Håndbold tidligere på ugen, efter Dane Sijan desværre kom til skade i deres kamp mod Aalborg Håndbold. Jeg syntes, at det var sjovt at spille liga sidste år, så da vi kunne få enderne til at hænge sammen, sagde jeg ja, fortæller Søren Haagen.

Træner: Vi har spillet sammen et utal af gange

Søren Haagen gjorde i sidste sæson overraskende comeback til tophåndbold, hvor han var den rutinerede part i GOG's målmandstrio.

Før sit comeback til ligaen "hyggede" Søren Haagen sig i flere sæsoner hos Fåborg ØH i 3.division.

- Jeg kender Søren personligt. Vi har spillet på landsholdet sammen og spillet et utal af gange mod hinanden både i Danmark og i Bundesligaen. Så vi har haft nogle gode snakke og har fundet en løsning som passer begge parter. Sørens kvaliteter består i, at han er en rutineret målmand, meget eksplosiv og har en god ro i målet, siger cheftræner Jan Paulsen.

Søren Haagen stødte til Mors-Thy Håndbolds ligatrup i forbindelse med træningen fredag eftermiddag.