Mors-Thy Håndbold straffer ølkast med karantæne

En af Mors-Thy's fans er ikke velkommen i klubben i et godt stykke tid.

oel.jpg
Foto: Joel Saget/Ritzau Scanpix

Den fan, der under fredagens kamp mod Lemvig-Thyborøn Håndbold kastede øl efter dommeren, har fået karantæne fra alle Mors-Thy’s kampe fra dags dato og hele sæson 19/20. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- Vi kan selvfølgelig ikke på nogen måde lade det her gå upåagtet hen. Derfor har vi i dag haft et møde med den pågældende fan samt fanklubben Bette Balkan, hvor vi har gjort det klart, at den slags opførsel er helt uacceptabel og vil ikke blive tolereret, siger Sportschef Henrik Hedegaard.

Hos fanklubben Bette Balkan er man kede af sagen. Men konsekvenserne af den er helt rimelige, mener de.

- Det er uacceptabelt og også imod klubbens og fanklubbens DNA. Derfor tager vi også straffen til efterretning og håber, at alle forstår sagens alvor. Det er en rigtig trist sag for alle parter, siger Jacob Mehl, formand for Bette Balkan.

På klubbens hjemmeside skriver de, at den pågældende fan er meget berørt af sagen, og at han undskylder episoden overfor den involverede dommer, spillerne samt de øvrige fans.