Mors får 20 millioner

Der er hjælp på vej til Morsø Kommune i form af 20 millioner kroner fra staten.

Morsoe Kommune Raadhus_0.jpg

Næste år modtager Morsø Kommune 20 millioner kroner fra staten. 18 millioner kommer fra indenrigsministeriets pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner. Derudover får de to millioner fra en pulje, der støtter kommuner med likviditetsproblemer.

- Vi skal have budgetseminar i næste uge, så det hjælper lidt, med de her penge. Vi har søgt 25 millioner og fået 20 millioner. Det er mere, end jeg havde troet på, så vi er da glade for det, siger borgmester i Morsø Kommune Lauge Larsen

Indgår partnerskab med kommunen

Det var folketingsmedlem for Socialdemokraterne Simon Kollerup, der overrakte nyheden. Samtidig afslørede han, at Morsø Kommune får tilbudt at indgå i et særligt partnerskab med staten. Det bliver i form af en udviklingsaftale, der skal skabe vækst og arbejdspladser i kommunen.

- Udviklingspartnerskabet skal give Morsø Kommune noget sikkerhed i en længere periode, og hvis de siger ja tilbuddet, skal vi lave et målrettet samarbejde, siger Simon Kollerup

En god aftale siger kommunen, men også en de gerne ville have undværet.

- Vi er på mange måder en stærk kommune, men vi er præget af mange unge flytter, og vi har mange ældre. Vi ser da hellere vi kunne klare os uden den såkaldte fattigrøvspulje, siger Lauge Larsen.