Måske hjælp til bankkunder

Finansrådet overvejer, om andre banker skal træde til og redde kunderne i Fjordbank

Pengesedler_taelles.jpg

Bankernes sammenslutning, Finansrådet, vil bruge weekenden på at undersøge, om resten af banksektoren kan hjælpe kunderne i den krakkede Fjordbank Mors. Det oplyser Finansrådets formand i en pressemeddelelse:

- Det er en yderst beklagelig situation, Fjordbank Mors er kommet i. Sektoren vil derfor i regi af Det Private Beredskab se på, om der er mulighed for at finde en løsning, der sikrer bankens indskydere og simple kreditorer, siger Finansrådets direktør Jørgen A. Horwitz.

 I forvejen betaler banksektoren alle indskud op til 750.000 kr. via Indskydergarantifonden.

  - Det kræver naturligvis et grundigere indblik i bøgerne, og dette arbejde vil pågå i denne weekend, siger Jørgen A. Horwitz, der håber, at en granskning af forholdene i Fjordbank Mors ikke giver for mange ubehagelige overraskelser, men efterlader en mulighed for en sektorløsning, der kan sikre indskydere og simple kreditorer ud over 750.000 kr.

Aktionærerne taber penge

Mens almindelige opsparere er sikret gennem indskydergarantien, så ser det værre ud for aktionærerne. De må indstille sig på, at aktiekapitalen går tabt. Mange af Fjordbanks aktionærer er almindelige småsparere på øen, og de må altså se den del af opsparingen, der står i aktier, forsvinde. De reddes ikke af indskydergarantien eller af Finansrådets særlige indsats:

- Aktionærer i banker og sparekasser er helt almindelige mennesker, og hvis det går galt er deres penge tabt. Sådan sagde dagbladet Politikens erhvervskommentator Niels Lunde kort før sammenbruddet i Fjordbank blev kendt.