Landmænd trues af virksomhedskollaps

Scan Energy er gået i betalingsstandsning og vindmølle- og solcellevirksomhedens kollaps kan få katastrofale konsekvenser for en række landmænd på Mors og i Salling.

Grise_Patter.jpg

Vindmølle- og solcellefirmaet Scan Energy gik i aftes i betalingsstandsning. Og det er endnu et gok i nødden på flere landmænd, som også var kunde hos Fjordbank Mors, der krakkede i fredags.

Ifølge Jyllands-Posten mister mange danske landmandsfamilier hele deres formue på sammenbruddet i energikoncernen Scan Energy. Enkelte har købt aktier for et to-cifret millionbeløb. Aktier, som i dag intet er værd.

Andre landmænd har givet deres egne vindmøller på marken til Scan Energy mod at få aktier i virksomheden. Nu tilhører møllerne et konkursbo, og mange af landmændene skylder stadig penge på møllerne.

Fra succes til hurtigt fald

Scan energy har hovedsæde i København og underafdelinger i Spanien og Polen, men startede oprindeligt i Nordjylland, hvorfra den buldrede succesrigt derudad.

Derfor havde virksomheden let ved at sælge ideen om at købe aktier eller på anden vis at investere i virksomheden, til lokale landmænd. Især på Mors og i Salling bed landmænd på drømmen om store afkast fra den fremadstormende energi-virksomhed.

- Når så vindmølle-markedet falder sammen og krisen kommer, har det strammet til for virksomheden, forklarer Jens Bigum, som var bestyrelsesformand for Scan Energy indtil aktionærmødet i aftes, hvor bestyrelsesmedlem Svend Krogstrup overtog posten.

Dårlig ledelse bærer skylden

Jens Bigum forklarer, at starten til Scan Energy's kollaps bunder i den tidligere ledelses uhensigtsmæssige ledelsesstil.

For landmændene har betalingsstandsningen i Scan Energy ekstra stor betydning fordi det kommer i kølvandet på Fjordbank Mors' krak. Mange af de landmænd, der havde aktier i Scan Energy er nemlig de samme, som var kunder hos Fjordbank Mors.