Klatretyv tog stadionlys

En tyv med klatre-evner som Spiderman har stjålet en stor del af lyset på fodboldstadion.

Fodbold.jpg

En klatretyv med usædvanlige evner har stjålet 18 lyspærer fra lysmaster på fodboldstadion i Nykøbing. Pærerne har en værdi af 15.000 kroner og er stjålet mellem 7. og 25. februar.

I politiets døgnrapport er tyveriet beskrevet således: Ukendte gerningsmænd er kravlet op i masten og har ved akrobatik skruet pærerne af.

Grusbane mangler lys

Tyveriet blev opdaget fredag, da et hold fodboldspillere skulle bruge lys. De opdagede at tre af de omkring 12-14 meter høje master ved grusbanen ikke lyste.

- Jeg tænkte, det kunne være en sikring og ringede til elektrikeren. Men det var det ikke. Han ringede og fortalte at samtlige pærer på de tre master var stjålet. Det er ikke så sjovt, siger halinspektør John Baruch, Nykøbinghallen

Der er foreløbig ingen spor af lystyvene. Halinspektøren regner med der igen kommer lys over grusbanen i løbet af ugen.