Karby-akuthjælp strander på detalje

En skrivebords-detalje spænder ben for en akut-hjælperordning i Karby på Mors. I lokalsamfundet er de oprørte over, at Region Nordjylland ikke vil tage imod den indsats, de i Karby står parate til at yde.

karby.jpg

Formanden for beboerforeningen i Karby, Søren Christensen, har listen klar med de 20 frivillige, der gerne vil være med i akuthjælperordningen i Karby. En ordning byen har set frem til.

- Vi har lang vej til alt, vi holder sammen, det er ikke kun en dans på roser at bo i sådan en lille landsby så langt ude på landet, vi bliver nødt til at stå sammen, siger Søren Christensen.

Det eneste Søren Christensen og de frivillige i Karby mangler er en godkendelse fra Region Nord.

"Helt åndssvagt"

Men Karby er ikke blevet indstillet til en akuthjælperordning, fordi de sidste år kun havde 35 ambulance-udrykninger til byen. Region Nord kræver 40.

- Argumentet for ikke at indstille os, det er simpelthen så ringe. Hvis der er femogtredive eller syvogtredive udrykninger til byen, og der skulle have været fyrre, så kan.. amen det er jo helt åndssvagt, siger formanden.

En Akuthjælper-ordning koster 250.000 kroner i etablering og lige så meget at holde kørende om året.

Stor ærgrelse

Regionens konstituerede sundhedsdirektør, Peter Larsen, forklarer, at regionen ikke har sat penge af til at støtte flere end to ny akuthjælp-projekter, og da Karby ikke lever op til alle opstillede kriterier, var det dem, der blev valgt fra.

Det ærgrer Søren Christensen, for han tror, at ordningen vil gøre en forskel. Det tager ifølge Region Nord 13 minutter og 47 sekunder for en ambulance at komme til Karby. Med en akuthjælperordning vil de første frivillige være der i løbet af et par minutter.

 

- Nu har jeg en alder, det ku være det er mig. Så det vil jeg meget gerne, jeg vil gerne have den hjælp fra min nabo, han kunne komme springende ind og gøre de rigtige ting, siger han.

 

 

Region Nord skal drøfte sagen i morgen.