Henrik har 6000 smukke og sjældne bøger

Dansk design er meget mere end møbler og lamper - det er også flotte bøger. Det mener Henrik Højgaard Sejerkilde, som samler på sjældne bøger med et godt design.

4:24
En bogs design er altafgørende: - En grim bog kan godt ødelægge et fantastisk indhold, siger Henrik Højgaard Sejerkilde.

Henrik Højgaard Sejerkilde har en passion for smukke bøger med et lækkert design. Og han har mange af dem - rigtig mange.

- Jeg har været så frejdig at komme med et bud på, at jeg har 6000 bøger, men jeg har faktisk ikke talt efter, siger Henrik Højgaard Sejerkilde fra Vils, der til daglig er journalist.

Henrik har ikke læst alle sine bøger. Han har dem, fordi han er samler – han samler udelukkende på sjældne, specielle og smukke bøger.

- Det er vigtigt for mig at sige, at man er ikke nørd, fordi man samler på bøger, bilkort eller Liverpool-trøjer. De har også en funktion, siger Henrik Højgaard Sejerkilde. 

0:20
Henrik smider sjældent bøger ud - det kan han simpelthen ikke få sig selv til.

Meget bedre end stole og designerlamper

Bogsamleren fra Mors er så vild med smukke designerbøger, at han også vil have andre til at få øjnene op for dem. Derfor har han udgivet bogen ”Dansk Bogdesign i det 20. århundrede”. Budskabet er, at de danske bogtrykkere fortjener lige så stor anerkendelse som de danske møbel- og lampedesignere.

- Vi kender alle Finn Juhl, Wegner og Børge Mogensen - der er ikke ret mange der kender Austin Grandjean, Erik Ellegaard Frederiksen eller Viggo Naae, som i virkeligheden var lige så store eksponenter for dansk kunsthåndværk, som møbelarkitekterne var, siger Henrik Højgaard Sejerkilde. 

Henrik har indrettet en hel stue til sin bogsamling.
Henrik har indrettet en hel stue til sin bogsamling.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

På 419 sider fortæller han historien om nogle af de store bogtrykkere - blandt andre Niels P. Thomsen fra Holstebro.

- Hans historie er værd at fortælle, fordi han trods de små kår, han havde i Holstebro, havde en indædt faglig stolthed, siger Henrik Højgaard Sejerkilde.

Henrik Højgaard Sejerkildes nye bog, ”Dansk Bogdesign i det 20. århundrede”, har allerede fået stor ros. Politiken gav bogen fem ud af seks hjerter, og det samme gjorde Kristeligt Dagblad.