Gazelle-pris til Mors-virksomhed

Årets nordjyske Gazelle 2011 går til vindenergivirksomheden Wind 1 i Nykøbing.

251011Vindmolle.jpg

Dagbladet Børsen har for 17. gang kåret årets gazeller i dansk erhvervsliv. I år går prisen til Wind 1 i Nykøbing. De har haft en samlet vækst på 1376,7 procent.

- I 2004 lagde vi en strategi og en forretningsplan, som vi stringent har fulgt. Samtidig har vi en række erfarende og dedikerede medarbejdere, der har fulgt os længe. Det - i kombination med en god bank - har været vejen til væksten, forklarer Jørgen Poulsen, der er direktør for Wind 1 til Børsen.

Wind 1 har omkring 15 ansatte og leverer 100 procent færdige vindmølleprojekter. Virksomheden løb ikke bare med prisen som årets nordjyske gazelle. Den tog også prisen som årets mest lønsomme gazelle. I 2010 havde Wind 1 en bruttofortjeneste på 88,2 millioner kroner og et overskud på 55,3 millioner kroner.

- Lønsomheden bygger på en kombination af fremsynethed og risikostyring blandet med medarbejdernes evne til at lave resultater, siger Jørgen Poulsen til Børsen.