Følg med live i Kulturmødet på Mors

Fra klokken 13.30 kan du følge med live i Kulturmødet på Mors, når TV MIDTVEST sender direkte på MOKKA.

De sidste ting falder på plads på redaktionsmødet, inden TV MIDTVEST holdet sender direkte fra Kulturmødet på Mors
De sidste ting falder på plads på redaktionsmødet, inden TV MIDTVEST holdet sender direkte fra Kulturmødet på Mors

Fra klokken 13 i dag og 48 timer frem er der masser af kulturoplevelser på Mors, når Kulturmødet 2016 løber af stablen.

Og hvis man ikke selv kan være med til mødet, men gerne vil følge med alligevel, kan man tænde for sit TV og tune ind på Mokka.

Her sender TV MIDTVEST direkte fra mødet klokken 13.30-15.30 og 19.55-20.55 både torsdag og fredag.

Torsdag eftermiddag kan man følge åbningen af kulturmødet med aktuelle gæster i studiet og live-reportere udvalgte steder. Bagefter er der musik og kulturelle oplevelser.

Om aftenen vil der være et udpluk fra de mere end 80 debatter og 300 kulturelle oplevelser, der sætter liv på Mors i de 48 timer, kulturmødet varer.

Fredag eftermiddag kommer kulturminister Bertel Haarder (V) under beskydning i en debat om, hvorvidt det er klogt at spare på kunst og kultur.

Og fredag aften kommer TV-oplevelserne på sit højeste med provokerende kunstnere og spirende talenter, der viser kultur i høj klasse. 

TV MIDTVEST dækker Kulturmødet i samarbejde med fem andre TV2 Regioner.