Fodboldlegenden fra Mors er død

Henning Enoksen, som var blandt historiens mest målfarlige angribere på det danske fodboldlandshold, er død.

Morsingboen Henning Enoksen spillede både for AGF og i Vejle.
Morsingboen Henning Enoksen spillede både for AGF og i Vejle.
Foto: AGF

Henning Enoksen, som voksede op i Nykøbing Mors under Anden Verdenskrig, var kendt og frygtet på alverdens fodboldbaner for sit venstreben, som var med til at sikre det danske landshold masser af sejre.
    
Søndag aften var det dog sidste gang, at Danmark var beriget med morsingboen. Enoksen døde dagen før sin 81 års fødselsdag. For ti år siden fik han konstateret knoglekræft i sit venstre skinneben. Benet stod ikke til at redde, og det berømte venstreben blev derfor amputeret. For få år siden fik han tilmed konstateret demens, og han boede derfor indtil sin død på et plejehjem. 

Guld-Harald og Enoksen

Enoksen var sammen med Harald Nielsen, også kaldet Guld Harald, en af angriberne på det legendariske landshold, der i 1960 vandt sølv ved OL i Rom. Enoksen var stjerne på det danske landshold i en tid, hvor de fleste ikke så hans mange mål - de hørte om dem i radioen.
    
Det blev i alt til 29 scoringer i 54 landskampe og mange år i både AGF og Vejle.
    
Enoksen efterlader sin kone Vibeke og børnene Hans-Henrik, Dorte og Anne-Mette.