Flest lukkedage i Holstebro og Morsø

Stik imod regeringens ønske om færre lukkedage, stiger antallet af lukkedage i daginstitutionerne i 36 af landets kommuner.

Boernehave150713.jpg

22 dage om året var der lukket i institutionerne i Morsø Kommune, og hele 23 gange måtte forældrene kigge forgæves efter åbne døre hos institutionerne i Holstebro. De to kommuner er blandt dem med allerflest lukkedage i 2013 i landet, viser tal fra Socialministeriet.

På landsplan er det gennemsnitlige antal lukkedage faldet fra 10 i 2011 til 7,7 dage i 2013, men den udvikling skyldes især Københavns Kommune, der har beskåret antallet af lukkedage kraftigt.

Ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, har regeringen et problem.

- I 36 af kommunerne er antallet af lukkedage er steget. Det er rigtig meget, og det kan ikke være tilfredsstillende for regeringen. Jeg synes, det er åbenlyst, at man har et problem, som man ikke har løst, siger hun til DR Nyheder.

Holstebro, Hedensted, Morsø og Odense er blandt de kommuner, der i 2013 havde flest lukkedage, mens kommuner som Slagelse, Lolland og Faaborg-Midtfyn alle havde nul lukkedage i 2013. I nogle kommuner, for eksempel Hedensted, har man dog indført færre lukkedage i 2014.

Socialdemokraternes folkeskoleordfører, Annette Lind, glæder sig over, at antallet af lukkedage er faldet på landsplan.

- Jeg synes, det er fint, at tallene indikerer, at vi har fået færre lukkedage. Det har været regeringens mål fra dag et, siger hun. Annette Lind ser ikke noget problem i, at det især er København, der trækker tallet ned. Trækker man København ud af regnestykket, er antallet af lukkedage blot faldet fra 8,2 i 2011 til 7,9 i 2013.

- Det går i den rigtige retning, vi skal have færre lukkedage og en tryg og god hverdag for børnene i vores institutioner, siger hun til DR Nyheder.

Tallene fra Socialministeriet viser budgetterede antal lukkedage i kommunernes daginstitutioner vægtet med antal indskrevne børn.

/Ritzau/