Fjordbank Mors sælger to filialer

Direktøren i den krakkede bank forcerer salget af de resterende filialer for at skaffe sikkerhed for kunder og ansatte.

110711_Fjordbank.jpg

Sparekassen Thy har købt to filialer i den krakkede Fjordbank Mors.

Det drejer sig om afdelingerne i Thisted og Struer - sparekassen overtager erhvervs- og privatkunder og næsten alle ansatte. Sparekassen Thy har hovedsæde i Thisted, og derfor er der to medarbejdere fra Thisted-afdelingen, der ikke følger med over i sparekassen. De fortsætter i stedet i Fjordbank Mors i Nykøbing.

Syv filialer tilbage

Efter salget har Fjordbank Mors syv filialer tilbage - udover de to store afdelinger i Nykøbing drejer det sig om Øster Jølby, Fur, Durup, Roslev og Glyngøre. Visti Nielsen, der er indsat som ny direktør af det statslige selskab Finansiel Stabilitet, siger, at man nu forcerer salget af de sidste filialer.

- Vi ønsker at gøre usikkerheden for kunder og medarbejdere så kort som mulig, siger Visti Nielsen til tvmidtvest.dk.

Salget af filialerne sker gennem licitationer - chancen for at komme med bud på de sidste afdelinger udløber onsdag klokken 16.

Sandsynligt med flere købere

- Vi så meget gerne, at der kom een bank eller sparekassen og købte de sidste afdelinger samlet. Men det er nok mere sandsynligt, at de bliver solgt i flere dele, siger Visti Nielsen.

Direktøren fortæller i øvrigt, at næsten alle kunder indtil videre er fulgt med over til de nye ejere. Der har ellers været frygt for, at mange kunder med dårlig økonomi bliver tvunget til at blive i Finansiel Stabilitet.

- Det drejer sig om et yderst begrænset antal kunder, siger Visti Nielsen.

 

 

2:05
Interessen for Fjordbank Mors' gamle filialer er langt højere end forventet.