Fængslet for skud

Fredag eftermiddag blev endnu en person fængslet efter et skuddrama på Mors.

retten i Holstebro.jpg

En 23-årig mand fra Mors blev fredag eftermiddag fængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i retten i Holstebro. Han er sigtet for at medvirke i et skuddrama på Mors om natten den 13. januar.

Her blev der skudt ind ad vinduet mod en privat bolig på Markedsgade i Nykøbing, hvor der opholdt sig en 35-årig mand. Den 35-årige genkendte to gerningsmænd i en bil udenfor. I løbet af samme nat blev der også skudt et andet sted i Nykøbing.

Allerede samme eftermiddag kunne politiet anholde en 24-årig mand og en 37-årig kvinde. De har siddet fængslet lige siden.

Nu har politiet så anholdt og fængslet en tredje mand i samme sag. Politiet ved endnu ikke, hvad motivet til skyderierne er. Den 23-årige kærede fængslingen til landsretten.