Efterlysning: Hjerneskadet mand er forsvundet

Hjerneskadet mand gik onsdag aften fra et rehabiliteringscenter i Nykøbing Mors. Politiet har ledt med hunde og helikopter det meste af natten.

efterlyst_mand.jpg
Foto: Privatfoto

En 53-årig hjerneskadet mand er forsvundet fra institutionen Rehabiliteringscenter Strandgården på Fyrvejen i Nykøbing Mors. Han gik fra centret ved 20-tiden i aftes og har ikke været set siden.

Nu beder politiet befolkningen om hjælp til at finde manden, som godt kan være kommet et godt stykke væk, da han er godt gående.

- Vi vil gerne opfordre lokalbefolkningen i Nykøbing Mors til at tjekke deres skure og haver og legehuse, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.

Midt- og Vestjyllands Politi har ledt hele  natten efter manden med både hunde og helikopter. 4.15 i morges blev eftersøgningen indstillet, og den bliver sat igang igen i dag.

Den 53-årige er ca 185 cm høj, almindelig af bygning og har kort gråt hår. Han er iført en blå sweatshirt med lynlås (som billede) eller en mørkegrøn dunjakke, mørkeblå joggingbukser, og han bærer institutionsarmbånd.