Direktør: Derfor blev det Sparbank

Direktør Torben Sørensen siger, at alle forhold er faldet i hak mellem de to banker.

Fjordbank_Mors.jpg

Alle betingelser er faldet på plads mellem Fjordbank Mors og Sparbank, og det er derfor, det nu er Skive-banken, der overtager fire af Fjordbank Mors´filialer.

- Der er tre forhold der gør sig gældende. Først og fremmest er det et spørgsmål om bedste pris, dernæst er det spørgsmål om at sikre at alle kunder kommer med over, og for det tredje er det at sikre at medarbejderne kommer med over. Og alle tre forhold er opfyldt her, siger direktør i Fjordbank Mors, Torben Sørensen.

Sælger også gammelt hovedsæde

Sparbank annoncerede 30. juni, at de ville åbne en filial i Nykøbing Mors. Derfor har det været oplagt at overtage Morsø Sparekasses tidligere hovedsæder i byen.

- Det betyder selvfølgelig noget for banken at vi kan få solgt bygningerne. Men det betyder også meget for byen Nykøbing, for de to bygninger er indrettet til bankdrift, og den alternative udnyttelse er begrænset, siger Torben Sørensen

Mangler stadig meget

Med salget har banken nu solgt samtlige filialer der ikke ligger på Mors. De solgte filialer tegner sig for 25.000 kunder, filialerne på Mors har 50.000. Så det er en stor del af banken der stadig skal findes en køber til.

- Der er forskel på at sælge en privatkundeafdeling med 2000 kunder, og så en stor afdeling med op mod 50.000 privat- og erhvervskunder. Så det tager noget tid, siger Torben Sørensen.