45-årig død i husbrand på Mors

Politiet mener ikke, at branden er opstået som et resultat af en kriminel handling.

img_1645.jpg
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Tirsdag aften omkom en 45-årig mand, da hans hus i den lille by Redsted på Mors brændte ned. Det fortæller vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi får en anmeldelse klokken 20.40, og kort efter ankommer brandvæsnet på adressen. På det her tidspunkt er huset allerede overtændt, siger vagtchefen til Ritzau.

Det var naboen, der slog alarm, og huset, der ligger på Gammel Møllevej i Redsted, er efterfølgende brændt ned til grunden.

Politiet melder, at den 45-årige er død ved kulilteforgiftning. De nærmeste pårørende er informeret. Manden var alene i huset, fortæller vagtchefen.

Politiet og brandvæsnet vil i de kommende dage igangsætte en brandstedsundersøgelse, der skal afgøre årsagen til branden.

Men umiddelbart er der ifølge politiet ikke noget, der tyder på, at der skulle være foregået noget kriminelt.

- Det fremstår i øjeblikket som en ulykke, så vi har ikke grund til at tro, at der skulle være foregået noget fordækt. Det er der ikke noget, der tyder på, siger Anders Olesen.

Politiet har opsat afspærring omkring selve huset, men der meldes ikke om skader på nabohuset. 

/ritzau/