23-årig mand i kritisk tilstand efter motorcykelulykke

Det er uvist, hvordan motorcyklisten endte mellem træerne. En bilinspektør har undersøgt ulykken, og for høj fart var ikke årsagen.

Den 23-årige blev fløjet med lægehelikopteren til Aalborg Universitetshospital. Hans tilstand er kritisk.
Den 23-årige blev fløjet med lægehelikopteren til Aalborg Universitetshospital. Hans tilstand er kritisk.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

En 23-årig mand fra lokalområdet kom fredag eftermiddag alvorligt til skade i en motorcykelulykke på Mors.

Ulykken skete ved Kridtvej og Doktorvej ved Vils, hvor han af ukendte årsager pludselig mistede kontrollen over motorcyklen.

- En bilinspektør har været på stedet, og det er ikke høj fart, der har været årsagen til at han kørte ud mellem træerne, så vi ved ikke, hvorfor ulykken skete, siger Ole Vanghøj, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken blev anmeldt af en forbipasserende, som fandt motorcyklisten liggende bevidstløs, klokken 13.45 fredag eftermiddag.

Den 23-årige blev fløjet til Aalborg Universitetshospital, hvor hans tilstand stadig er kritisk ifølge vagtchefen.