Mit Fristed

Søren Pape havde et specielt sted, hvor han kunne slappe helt af

I 2014 slog Søren Pape Poulsens liv en kolbøtte. Da han blev formand for De Konservative, ville alle vide alt om ham. I dag har han stadigvæk svært ved at se fornuften i, at hans seksuelle orientering skulle blive til forsidestof.

31:00
GENSE: De konservatives leder har tit slips og jakkesæt på, når han lufter politiske meninger. Men når han skal have frisk luft og lades mentalt op, trækker han sig tilbage til et fristed i Trend.

OBS: Genudgivet i forbindelse med Søren Pape Poulsens død den 2. marts.

Søren Pape Poulsen tager ofte plads i rampelyset. For den stol, han har valgt, er helt naturligt omdrejningspunktet for stor opmærksomhed. Men det tog ham alligevel lidt tid at vænne sig til.

- Det var hårdt og voldsomt i begyndelsen. I Viborg var der mange, der godt vidste, at jeg var homoseksuel, uden at der blev gjort en stor historie ud af det. Men pludselig blev min seksuelle orientering forsidestof. Og det var en voldsom oplevelse at få sit privatliv fuldstændig udstillet på forsiden af en avis. Især når du ikke har bedt om det. Men det er prisen.

De Konservatives formand læner sig tilbage i stolen. Han trives i sit fristed, et sommerhus i Trend, tæt på Limfjorden. Her trækker han sig tilbage og puster ud, når tempoet i perioder har været for højt. Og det har det det med at blive som formand for De Konservative. Men i dag er det et job, som den tidligere Viborg-borgmester nyder. Og så glæder han sig i dag over, at hans historie har været med til at hjælpe andre.

- Jeg husker stadig, at der var en ung gut, der skrev til mig og sagde, at han var så glad for, at sådan én som mig stod frem, for han tumlede selv med noget. Jeg skrev tilbage til ham og opfordrede til bare at få det sagt. For det er at gøre sig selv og sin fremtid en tjeneste. Som regel hober det sig op indeni én selv, for man oplever ikke mange reagere voldsomt på det, når man siger det. Nærmest bare en skuldertrækning. Så det er frygten for reaktionerne, der er det værste. Og det hjalp også den unge mand. I dag, synes jeg, at det er lidt fedt, at jeg har kunnet hjælpe ham, fortæller Søren Pape Poulsen.

Savner sportsfolk står frem

Den 49-årige politiker ville ønske, at der var flere, der ville bekende kulør.

- Jeg synes, vi mangler nogen i den professionelle sportsverden. En håndboldspiller eller en profileret fodboldspiller i Danmark, der står frem med deres historie. Men problemet er, at mange stopper, inden de bliver professionelle. Jeg har også hørt om én, der simpelthen blev så rædselsslagen for, at nogen skulle finde ud af det, at han stoppede med at spille fodbold. Og det er jo forfærdeligt, siger Søren Pape Poulsen.

Han håber, at hans liv og fortælling kan være med til at bryde barrierer ned.

- Både i politik og i sport har vi brug for nogen, der går foran til at nedbryde tabuer og fordomme, understreger Pape.

Det skal stadig gøre ondt

Mens det tilbage i 2014 var noget af en voldsom oplevelse for Søren Pape Poulsen at se sig selv på alverdens forsider, skal der i dag meget til, før han lader sig ryste.

- Jeg er blevet hårdhudet. Det er noget, jeg er blevet, og det er nødvendigt, for ellers kan du ikke være i det her job. Men du må aldrig blive så hårdhudet, at du ikke kan mærke, når der er noget, der gør ondt. Det er vigtigt stadig at være menneske, for ellers mister du evnen til at se, når andre har brug for, at du er til stede, hvis de har det skidt, siger Søren Pape Poulsen.

Der er meget mere om Søren Pape Poulsen i vores sommerserie Mit Fristed. Her fortæller han blandt andet om drømmen om at blive statsminister i Danmark.