Undersøgelse konkluderer: Rigtig beslutning at grave mink ned - fejl ikke at informere kommuner

Selv om en ny rapport konkluderer, at det var det korrekte valg at grave fire millioner døde mink ned, får det ikke kritikken af minkgravene til at forstumme.

2:21
Nørre Felding var ét af de områder, som blev udpeget til at huse minkgrave
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Det var den rigtige beslutning at grave fire millioner døde mink ned i to minkgrave fremfor at skaffe sig af med dem på en anden måde. Det konkluderer en længe ventet advokatundersøgelse af hele minkforløbet, som i dag blev præsenteret for Folketingets partier.

Det får dog ikke helt kritikken til at forstumme. Undersøgelsen retter nemlig samtidig en kritik af Fødevarestyrelsen, fordi den ikke indgik en aftale med hverken Holstebro- eller Viborg Kommune, inden gravearbejdet begyndte.

- Det er jo det, jeg har sagt hele tiden. Der var ingen kommunikation, og jeg kan slet ikke forstå, at en statslig myndighed med hovedansvaret for at køre sådan en proces her slet ikke kontakter kommunen inden, lyder det fra H.C Østerby (S), der er borgmester i Holstebro Kommune.

Borgmester: - Risiko for forurening kunne være undgået

Det var i november måned sidste år i ly natten, at borgere i Kølvrå og Nørre Felding første gang oplevede, at døde mink blev gravet ned i lokalområdet. Det var en proces, der gik stærkt, og i nogle tilfælde gik det også for stærkt til, at alt kunne nå at forløbe hensigtsmæssigt.

Et eksempel på det var i Nørre Felding i Holstebro Kommune, hvor de døde dyr blev gravet ned under 200 meter fra den lokale Boutrup Sø. Det betød, at Miljø- og Fødevarestyrelsen kort efter måtte komme med den beklagelige meddelelse, at minkene risikerede at forurene søen.

Blandt andet derfor mener Holstebros borgmester, at kommunen skulle have været orienteret om minkgravene.

Borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby har hele tiden ment, at det var for dårligt, at han ikke blev orienteret, før Fødevarestyrelsen anlagde minkgrave i hans kommune.
Borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby har hele tiden ment, at det var for dårligt, at han ikke blev orienteret, før Fødevarestyrelsen anlagde minkgrave i hans kommune.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

- Processen havde jo været anderledes, for så havde vi jo holdt os langt væk fra Boutrup Sø, hvis vores folk havde været med til at guide. Sådan noget her må bare ikke gentage sig, og derfor håber jeg, at der bliver en lære af det her lagt ned i en form for beredskabsplan, fortæller H.C. Østerby.

Nabo håber på, det aldrig vil gentage sig

I dag er minkgravene i Nørre Felding tømt, og arbejdet med at fylde dem med sand er næsten afsluttet. Hvis man spørger én af naboerne i området, så er det en proces, som aldrig bør gentages.

- Nu havde jeg jo håbet, at der var nogen, der tog ansvaret for at sige, at det var en fejl. Jeg synes ikke, det giver mere tillid til myndighederne, at man bliver ved med at sige, at det var det rigtige, fortæller Per Nørgaard Sognstrup, der er nabo til de nu tidligere minkgrave i Nørre Felding.

Per Sognstrups marker grænser op til de nu tidligere minkgrave i Nørre Felding.
Per Sognstrups marker grænser op til de nu tidligere minkgrave i Nørre Felding.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST