Tidligere avlere vil se fremad: - Minkene er aflivet, så dem får vi ikke igen

Torsdag begyndte de første afhøringer i Minkkommissionen. Hos en tidligere minkavlerfamilie er forventningerne til resultatet ikke høje.

5:33
Tidligere minkavler Jan Obitsø er i dag pensioneret, mens sønnen Jakob Blæsbjerg-Obitsø vil være kørelærer.
Foto: Marc Killigren Akselsen, TV MIDTVEST

Det er snart et år siden, at familien Obitsø fra Skave måtte aflive alle deres 45.000 mink og lægge nye planer for fremtiden.

Nu sidder faren Jan Obitsø i køkkenet på den tidligere minkfarm sammen med sin søn Jakob Blæsbjerg-Obitsø og følger med i dagens største nyhed.

Torsdag morgen begyndte de første afhøringer i Minkkommissionen. Kommissionen er nedsat af Folketinget og skal undersøge forløbet op til pressemødet den 4. november 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen beordrede alle mink aflivet.

Det afgørende er, om regeringen vidste, at der ikke var grundlag i loven til at beordre de mange millioner mink aflivet.

Det er dog ikke noget, der fylder så meget for familien Obitsø i dag.

- Den beslutning, der blev taget den dag, den blev trukket ned over os, siger Jan Obitsø, der indtil sidste efterår havde drevet sin minkfarm i 38 år.

Nu er han gået på pension. Og han har ikke de store forventninger til kommissionens resultater.

- Jeg forventer ikke, man får særligt meget ud af det. Jeg tænker faktisk, at hvorfor skulle vi få noget at vide nu. Der er trods alt gået et år. Hvorfor skulle der komme mere frem de næste tre måneder, spørger han.

Vil være kørelærer

En lang række vidner skal afhøres i kommissionen, heriblandt statsminister Mette Frederiksen og daværende fødevareminister Mogens Jensen, der måtte gå af som konsekvens af minksagen.

- Da vi traf beslutningen, var vi ikke orienterede om, at der ikke var et lovgrundlag for at gøre det, siger Mogens Jensen.

Men lige meget hvad resultatet bliver, så føler familien Obitsø ingen hævntørst, siger Jakob Blæsbjerg-Obitsø.

Han troede for et år siden, at han skulle overtage sin fars minkfarm. Nu skal han i stedet være kørelærer.

- Jeg kan ikke både komme i gang med et nyt liv og så blive ved med at hænge i fortiden. Sket er sket, og vi må videre nu, siger han.

Kommissionen skal være færdig med sin beretning til april, og hvis den indeholder alvorlig kritik, kan det få konsekvenser for både embedsmænd og ministre.

- Det er jo sket. Minkene er aflivet, så dem får vi ikke igen.