Statsministeren: Alle danske mink skal aflives

Udbredelsen af smitte med covid-19 blandt mink er nu så alvorlig, at alle dyr skal aflives. Det gælder også avlsdyrene.

Alle mink bliver nu aflivet. Det gælder også avlsdyrene.
Alle mink bliver nu aflivet. Det gælder også avlsdyrene.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Regeringen vil nu aflive alle mink i Danmark.

Statens Serum Institutet har fundet eksempler på muteret virus hos mink og i mennesker.

Mutationen betyder, at fremtidige vacciner kan risikere ikke at få den ønskede effekt, siger statsministeren.

- Det er nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene, fortæller statsminister Mette Frederiksen onsdag på et pressemøde.

Hun henvender sig også direkte til minkavlerne.

- I mister livsværk, som i nogle tilfælde er gået i arv igennem flere generationer. Det er en sorgens dag for jer og for alle, der arbejder i minkerhvervet. Det er regeringen bevidst om, siger statsministeren.

Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet sættes ind for at aflive alle mink.

Det kan det koste fem milliarder kroner at aflive alle mink. Det fremgår af et ministersvar fra fødevareminister Mogens Jensen fra 28. oktober. Det skriver TV 2/Fyn

Mutation skal indæmmes

12 personer i Nordjylland har fået konstateret den muterede virus.

Det betyder, at beboere i flere nordjyske kommuner kan se frem til yderligere corona-restriktioner, så smitten kan kommes til livs. Herunder borgerne i Thisted og Vesthimmerland.

De konkrete planer bliver præsenteret i morgen.

- Worst case scenarie er, at vi har en pandemi, der starter forfra med Danmark som udgangspunkt, forklarer direktør fra Statens Serum Institut, Kåre Mølbak til pressemødet.

Han fortæller, at man ved tidligere forsøg ikke har fundet nogen betydning af mutationerne, men det har altså ændret sig nu.