Mogens Jensen får kras kritik af Minkkommissionen: Her er hans svar

Den tidligere minister har ikke ønsket at stille op til interview.

20201001-190645-L-6720x4480ma
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Løgne og groft vildledende udmeldinger.

Det er nogle af de ord som Minkkommissionen vælger at bruge om den tidligere miljø- og fødevareminister Mogens Jensens (S) ageren og det forløb, der udspillede sig i tiden omkring 4. november 2020, hvor regeringen beordrede alle mink aflivet selvom der ikke var hjemmel til det.

I afslutningen af det 10 sider lange afsnit, der er dedikeret til Mogens Jensen, kan man blandt andet læse, at han løj for Folketinget, da han på et samråd 11. november gentagne gange sagde, at han først i weekenden var blevet gjort bekendt med, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet. 

På baggrund af tusindvis af dokumenter og et utal af afhøringer konkluderer kommissionen, at Mogens Jensen allerede 5. november 2020 - dagen efter, at alle mink blev beordret aflivet - blev gjort bekendt med, at regeringen ikke havde styr på lovgrundlaget og dermed havde igangsat en ulovlig ordre.

Alligevel holdt Mogens Jensen på samrådet 11. november fast i, at han først blev bekendt med den manglende lovhjemmel i løbet af weekenden 7.-8. november. 

- Kommissionen finder således, at Mogens Jensen i hvert fald under samrådet den 11. november 2020 afgav urigtige oplysninger, skriver kommissionen.

Kun en uge senere var hans tid som minister ovre.

Godkendte forkerte oplysninger

TV MIDTVEST ville gerne have spurgt Mogens Jensen ind til Minkkommissionens kritik, men socialdemokraten fra Herning, der nu er forsvarsordfører, afviser at stille op til interview.

- Der er ingen tvivl om, at forløbet var kritisabelt. Og derfor er det også forståeligt, at der kommer en hård kritik fra kommissionen. Det er en naturlig konsekvens af et kritisabelt forløb, skriver den tidligere minister i et opslag på Facebook, der også henviser til hans høringssvar, der går i rette med flere af kommissionens konklusioner. 

Der var ikke hjemmel til at kræve alle mink aflivet. Den oplysning blev Mogens Jensen gjort bekendt med allerede 5. november.
Der var ikke hjemmel til at kræve alle mink aflivet. Den oplysning blev Mogens Jensen gjort bekendt med allerede 5. november.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kommissionen skriver også i sin beretning, at den tidligere minister godkendte en pressemeddelelse med fejlagtige oplysninger, der blev udsendt 8. november 2020.

I pressemeddelelsen fremgår det blandt andet, at regeringen mente, at "situationens alvor betød, at man ikke kunne afvente ny lovning".

Under kommissionens afhøringer har daværende chef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, kaldt udlægningen i pressemeddelesen for "upræcis", mens Mogens Jensen selv har forklaret, at "pressemeddelelsen kunne godt have været skrevet klarere".

- Kommissionen lægger til grund, at Mogens Jensen med det pågældende pressecitat lod et svar til pressen passere med en urigtig oplysning om, at regeringen havde vurderet ikke at kunne afvente ny lovgivning, lyder det i beretningen.

Gav vildledende udmeldinger

I beretningen anfører kommissionen en stribe kritikpunkter af den tidligere minister. 

I forhold til pressemødet 4. november 2020, hvor Mogens Jensen deltog og blandt andet sagde "nødvendigt, at alle mink skal slås ned hurtigst muligt inklusiv alle avlsdyr", er der også udtalt kritik:

- Kommissionen (finder, red.), at miljø- og fødevareminister Mogens Jensens (...) udmeldinger om aflivning af alle mink var groft vildledende, idet der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, ligesom der ikke var hjemmel til tempobonus, hedder det i beretningen. 

Mogens Jensen og flere andre få kritik for deres udsagn på pressemødet 4. november. Pressemødet blev holdt virtuelt, da flere ministre var i coronaisolation.
Mogens Jensen og flere andre få kritik for deres udsagn på pressemødet 4. november. Pressemødet blev holdt virtuelt, da flere ministre var i coronaisolation.
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Den tidligere miljø- og fødevareminister får dermed samme kritik som flere andre, herunder statsminister Mette Frederiksen (S).

Kommissionen tilføjer dog, at Mogens Jensen og de andre ministre ikke kendte til den manglende hjemmel. Kommissionen har derfor ikke vurderet, om han handlede i grov uagtsomhed.

-  I overført betydning er det svært for en færge at holde sejlplanen under en orkan. Her blev der begået fejl. Det er erkendt, og det er der naturligvis endnu engang grund til at undskylde for overfor de berørte minkavlere.

- Jeg tog derfor også ansvaret for og konsekvensen af fejlene og trådte tilbage som minister, skriver Mogens Jensen i sit Facebook-opslag.

Folketingets Granskningsudvalg har endnu ikke taget stilling til, om kommissionens konklusioner skal have nogen konsekvenser for regeringen og dens ministre, men udvalgets formand, Sophie Løhde (V), oplyser, at man på et møde mandag middag vil drøfte rapporten nærmere.