Minksagen

Minkavlere vil genoplive pels-branchen

Tidligere minkavlere, der drømmer om at genoplive branchen, mødtes i Herning i dag.

Hvid mink
Foto: Agri Nord

Foreningen Danske Mink afholdt i dag generalforsamling hos virksomheden Saga Fur i Herning. Med til generalforsamlingen var 17 deltagere, herunder tidligere minkavlere her fra landsdelen.

Foreningens medlemmer diskuterede både erstatninger og mulighederne for at genoplive branchen, og det er foreningens erklærede mål.

- Der er utrolig mange ting, der er besværliggjort som minkavler. Både økonomisk og personligt er det rigtig hårdt. Desuden skal vi sørge for et godt samarbejde til udlandet, siger Louise Cecilie Simonsen, der er formand for Danske Mink.

17 personer deltog i generalforsamlingen i Herning.
17 personer deltog i generalforsamlingen i Herning.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Det helt store problem for dem, der fortsat ønsker at vende tilbage som minkavler, er, at branchen mangler svar fra fødevareminister Rasmus Prehn (S).

- Det er fuldstændig urimeligt. Det hører ingen steder hjemme, at man ikke holder ord som minister. Han kender forudsætningerne for at kunne komme i gang og ved, at vi er under tidspres. Han har selv lovet, at vi fik et svar inden sommerferien, siger Louise Cecilie Simonsen.

I dag får fødevareministeren også kritik af Venstres fødevareordfører for at nøle med beslutningen.

- Det er ekstrem utilfredsstillende, og der er brug for en afklaring, og det har der været længe, siger Torsten Schack Pedersen.

Siden aflivningen af alle mink har det været forbudt at avle mink i Danmark, men der altså flere, der ønsker at genoptage erhvervet, men de er under tidspres.

- Mink har en cyklus lige som alle andre dyr, og hvis vi skal købe ind nu, så er det nødvendigt med en afklaring senest i august. Ellers skal vi til at indse, at det kommer til at vare et år mere uden mink. Man føler, at det er utrolig enerverende og en lille smule som at røvrende avlerne, at man ikke tager stilling til tingene som lovet og aftalt. Det er andet år i træk, at vi har fået at vide, at vi ville få en afklaring inden ministeren gik på sommerferie, siger Louise Cecilie Simonsen..

Fødevareminister Rasmus Prehn oplyser, at der bliver arbejdet på en afklaring af, hvornår minkerhvervet kan genåbne. Men samtidig, at det skal ske på et sundhedsmæssigt forsvarligt grundlag, og det tager tid.