Finansministeriets viden om manglende lovhjemmel nåede aldrig Wammen, siger han

Selvom hans ministerium i over en måned vidste, at det ville kræve ny lovgivning at slå alle mink ihjel, hørte finansministeren først om det for sent.

20211126-100337-L-1920x1280we
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Bare fordi man er den øverste chef i et ministerium, er det ingen garanti for, at man bliver informeret om ulovligheder.

Det må være konklusionen, efter finansminister Nicolai Wammens (S) afhøring i Minkkommissionen.

Torsdag kom det frem, at der siden 26. september 2020 var viden i hans ministerium om, at det ville kræve ny lovgivning, hvis man på et tidspunkt besluttede at slå alle mink ihjel.

Det gjorde regeringen som bekendt 3. november 2020 – altså mere end en måned senere. Alligevel blev Nicolai Wammen først opmærksom på ulovligheden 8. november 2020, hævder han:

- Jeg bliver orienteret på to måder. Først da jeg kigger på min telefon og ser, at der er en nyhed ude om, at der mangler hjemmel, og kort efter da jeg et opkald fra min departementschef, som siger, at han er blevet orienteret, at der er et problem, og der er behov for at lave hastlovgivning.

- Vi er begge meget overraskede over, at der ikke har været styr på den del, siger Nicolai Wammen.

- Det kræver lovændring

Det var Wammens afdelingschef, Asbjørn Brink, der 26. september bragte informationen om behovet for ny lovgivning ind i Finansministeriet, da han i en intern mail til tre kolleger i en parentes skrev, at ”det kræver lovændring at aflive minkene + forbyde import af nye mink”.

I kommissionen fredag forklarede Wammen, at han ikke husker, at han nogensinde er blevet informeret om indholdet af Asbjørn Brinks mail.

- Vi er her ikke på et niveau, hvor jeg vil blive orienteret, sagde han.

Fokus på bundlinjen

Orienteret blev Wammen til gengæld – i hvert fald potentielt – dagen efter, da han modtager materiale forud for et møde i regeringens økonomiudvalg, hvor han selv er formand. Her står der i et bilag, at der mangler hjemmel til en række initiativer – herunder nedslagning af mink – og at det vil blive undersøgt nærmere.

I Minkkommissionen fortalte Wammen dog, at det ikke var et bilag, han gik dybere ned i. Hans fokus var på de indstillinger, som materialet indeholdt og ikke udfordringerne med ”mulige initiativer”.

- Skulle de initiativer blive relevante, vil jeg derefter vende tilbage til det. Det, jeg som finansminister har af prioritering, er, at bundlinjen passer. Jura er hverken Finansministeriets kompetence eller ansvar, siger Nicolai Wammen.

De to låse

Finansministeren forsøgte under sin afhøring at illustrere Finansministeriets rolle og fokus både i minksagen og generelt ved hjælp af en allegori.

- Man skal forestille sig to låse, forklarede han.

Den første lås har Finansministeriet ansvaret for. Som regering skal man beslutte, om man politisk vil prioritere økonomi til en given ting. Vil man det, bliver nøglen drejet i Finansministeriets lås. Der er dermed grønt lys til, at et ministerium kan gå videre med sagen.

- Derefter går vi over i lås nummer to. Der er det pågældende fagministeriums opgave at sørge for, at al formalia, herunder aktstykker til Folketinget, er på plads. Det er den juridiske, formelle opgave med at sikre, at hjemler og andet er på plads.

- Vi står for den politiske prioritering, fagministeriet for det formelle, herunder at hjemler er på plads, understregede Wammen.

Mogens Jensens ansvar

På den måde fik han som flere andre vidner før ham slet skjult skubbet ansvaret over til Miljø- og Fødevareministeriet og den nu afgåede ministerkollega Mogens Jensen.

Det var dem, der havde ansvaret for, at lovgivningen var på plads til at aflive alle mink. Det var derfor også dem, der skulle have råbt op, hvis det ikke var tilfældet, gentog Wammen flere gange.

- Jeg har en klar forventning om, at hvis der sidder nogle med en central viden, så byder de ind med den. Det gælder både embedsmænd og politikere. Der er tale om nogle af de højest placerede embedsmænd og politikere i det danske samfund. Det er deres ansvar.

Læste ikke centralt materiale

Da regeringens Koordinationsudvalg 3. november trådte sammen digitalt sent om aftenen, havde Nikolai Wammen små to timer forinden modtaget en såkaldt håndakt som forberedelse til det afgørende møde.

Her stod der, at der Fødevareministeriet formentlig ville anbefale at lægge minkerhvervet i dvale, og at der i så fald skulle sikres lovhjemmel. Torsdag oplyste forfatteren, afdelingschef Asbjørn Brink, at "oplysningen om lovhjemmel er en serviceoplysning, men ikke noget, der flages til ministeren".

Under fredagens afhøring bekræftede Wammen, at det ikke var noget, han bed mærke i:

- Sådan en håndakt bliver jo lavet i en situation, hvor tingene bevæger sig, og hvor der også er en pasus om, at der jo kan komme nye ting frem til mødet. Jeg ser det som et udmærket bidrag til noget, jeg kan sige senere på aftenen. Ikke som noget, jeg alene kan holde mig til, forklarede han.

Som de øvrige deltagere i Koordinationsudvalgsmødet modtog Wammen blot fire minutter forinden det endelige materiale til mødet.

Som det tidligere har været fremme, var der i to bilag til dette materiale advarsler om, at det ville kræve hjemmel, hvis man enten besluttede at lukke minkerhvervet eller lægge det i dvale.

På grund af den korte forberedelsestid nåede Wammen ikke at læse dette materiale, oplyste han under afhøringen, og derfor blev han heller ikke her opmærksom på behovet for manglende lovhjemmel.

Den rigtige beslutning

Det var på mødet i Koordinationsudvalget, at regeringen endte med at træffe beslutningen om at slå alle mink ned. Nicolai Wammen oplyste i kommissionen fredag, at det på mødet var en diskussion om, hvorvidt det var muligt at holde avlsdyrene i live.

Her var sundhedsminister Magnus Heunicke og hans ministeriums klare svar ifølge Wammen, at det var det af hensyn til folkesundheden ikke.

- Med de meldinger, der kommer fra Sundhedsministeriet, er banen kridtet op. Det logiske svar er det, vi kommer med, siger Wammen.

At finansministeren var af den holdning, blev bekræftet, da der i kommissionen viste en sms-korrespondance mellem Wammen og statsminister Mette Frederiksen (S). Her skriver han efter mødet 3. november klokken 23.31:

Rigtig vigtigt møde. Vi traf den rigtige beslutning på minkene. Sværere hvad de rette skridt er ift. Nordjylland...

Nicolaj Wammen er ikke den eneste minister, der skal i Minkkommissionens vidneskranke fredag. Klokken 13.30 skal sundhedsminister Magnus Heunicke afgive forklaring.