YouSee-kunder får filmpakke som kompensation for sort skærm

Som plaster på såret for sort skærm nytårsaften får YouSee-kunder gratis film resten af måneden

YouSee
Foto: TV MIDTVEST

YouSee er klar med kompensation til de 1,2 millioner kunder, der af en endnu ukendte årsager måtte undvære tv-signal nytårsaften. De får adgang til en filmpakke fra på lørdag og resten af måneden, oplyser YouSee i en mail til kunderne.
    
Filmpakken består af filmkanalen Viasat Film Premiere, fem udvalgte lejefilm og over 250 film fra Viasat, som kan ses på mobil, tablet, pc og tv-boks.
    
Hvad der fik de danske tv-skærme til at gå i sort, oplyser YouSee fortsat ikke noget om.
    
- Vi har gennemført teknisk arbejde på 33 tv-centraler landet over og udskiftet udstyr og software på 300 bokse, der styrer trafikken af tv-signalerne, lyder det i mailen til kunderne. Vi arbejder fortsat hårdt og målrettet på at få afklaret årsagen til nedbruddet og har i den forbindelse inddraget en række danske og internationale eksperter for at undgå, at et lignende nedbrud sker igen, skriver YouSee.
    
YouSee er Danmarks største udbyder af kabel-tv og næststørste udbyder af bredbånd. I alt mistede 1,2 millioner kunder deres tv-signal, og de værst ramte kunder stod uden tv-signal i op mod 30 timer. Signalet røg lørdag omkring klokken 16.30. Dermed gik mange blandt andet glip af dronning Margrethes nytårstale. Efterfølgende lovede YouSee kunderne en "underholdningsoplevelse" som kompensation.
    
Filmpakkens udvalgte lejefilm er Captain Fantastic, The Hateful Eight, Antboy 3, Kvinden i guld og Blood Father.
    
/ritzau/