Weekendens vejr: Efterårsferien slutter skyet og kølig

​​​​​​​Mens efterårsferien begyndte usædvanligt varm, slutter den anderledes kølig. Især søndag ser grå og trist ud.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Lørdag byder på nogen sol og op til 15 grader, mens søndag bliver en trist omgang med masser af skyer.

Sådan opsummerer vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Dan Nilsvall weekendens vejr.

- Her til morgen er det især den østlige del af landet, der starter med lidt eller nogen sol. Ellers bliver det gradvist mere skyet vestfra i løbet af dagen, siger han tidligt fredag morgen.

Fredag vil dagtemperaturerne ligge på 12-13 grader, og vinden bliver let til frisk fra vest og nordvest.

- Det vil altså især være bornholmerne, der får glæde af solen i dag, men også på Sjælland og Lolland-Falster er der solchancer, tilføjer han.

Lørdag kan byde på sol

Natten til lørdag bliver landet passeret af en svag front, som kan give lidt regn hist og her.

Men når vi står op lørdag morgen, vil de fleste skyer være passeret, vurderer Dan Nilsvall.

- Lørdag ser ud til at byde på nogen sol de fleste steder i landet, og temperaturerne kan nå op på 14-15 grader, siger meteorologen.

Han spår, at nordjyderne vil opleve det køligste vejr med 12-13 grader, mens de længere mod syd vil opleve det en smule lunere.

Skyet vejr søndag

Natten til søndag bliver det igen mere skyet, og der kan også komme lidt regn.

- Søndag byder mest på skyer og nok mest tørt vejr, og temperaturerne vil holde sig mellem 13 og 15 grader, siger Dan Nilsvall.

Ifølge meteorologen er vi efterhånden kommet så langt hen på året, at vi højst sandsynligt må indstille os på at kigge langt efter sol og varme.

- Der kan stadig komme nogle fine dage her i efteråret, hvor man kan komme ud og se de fantastiske farver i naturen, men dagene bliver nok ikke lige så varme, som vi har oplevet den seneste uge.

- Er det varme, man er efter, er man nok nødt til at tage ud at rejse, siger Dan Nilsvall.

/ritzau/