Weekenden starter solrigt ud og ender med klassisk novembervejr

Efteråret er for alvor over os med omskifteligt vejr og flotte farvestrålende blade.

Weekenden starter flot og solrigt ud, men ender med klassisk gråt novembervejr.

Sådan lyder prognosen fra Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt fredag morgen.

- Weekendvejret starter rigtig flot med tørt vejr og en hel del sol til hele landet, lyder det fra Klaus Larsen.

I de tidlige morgentimer kan det være en anelse skyet, men allerede fredag formiddag skal der være sol i hele landet.

Temperaturerne lægger sig omkring syv til ni grader, og vinden bliver svag til jævn fra syd og sydøst.

- Det klare vejr fortsætter natten til lørdag. Det betyder, at temperaturerne falder og flere steder kan lande lige omkring frysepunktet, siger Klaus Larsen.

- Det flotte vejr fortsætter også lørdag, hvor der bliver pænt med solskin. Til gengæld ryger temperaturerne en grad eller to ned i forhold til fredag.

Dermed kan man over hele landet forvente temperaturer mellem fem og otte grader.

Og natten til søndag vil termometeret sandsynligvis vise grader lige under frysepunktet.

Søndag bevæger et højtryk sig ind over landet, som medfører en overskyet og grå søndag, der også kan byde på byger.

- Der kommer noget kold luft fra Rusland indover forholdsvis lune Danmark, hvilket kan skabe byger, som senere på ugen også kan udvikle sig til slud, siger Klaus Larsen.

Temperaturerne holder sig også søndag omkring fem til otte grader.

- Generelt bevæger vi os ind i en periode, hvor temperaturerne går fra de tocifrede til de encifrede grader i dagtimerne, mens vi nærmer os frysepunktet om natten, lyder det fra meteorologen.

- Det er jo trods alt november, så det ville næsten være mærkeligt, hvis ikke det begyndte at blive lidt gråt og koldt.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Vejr.