Voldtægtssag afsluttet: 35-årig idømt forvaring for voldtægt og bortførsel af niårig

Det var en enig domsmandsret, der fredag afsagde dom i en voldtægtssag fra Vinderup.

En 35-årig mand fra lokalområdet skal i fængsel på ubestemt tid. Det har Retten i Holstebro slået fast.

Dommer Per Kiel Lauritsen har netop afsluttet dommen med følgende sætning:

- Du er simpelthen så farlig, at du ikke skal lukkes ud i samfundet.

Den 35-årige, hvis navn fortsat forbliver hemmeligt grundet navneforbud, er blevet idømt forvaring for frihedsberøvelse, trusler og voldtægt af en niårig pige i juni 2018. Han skal desuden betale 200.000 kroner i erstatning til den nu 10-årige pige.

Yderligere har han fået forbud mod at få besøg af børn under 18 år, der ikke er ledsaget af en voksen, ligesom han heller ikke må kontakte børn under 18 år, der ikke kender ham, og heller ikke må opholde sig i en bolig, hvor der er børn under 18 år. 

På tilhørerpladserne i byrettens retssal A sidder blandt andre forældrene til den 10-årige pige og holder hinanden i hånden. De var helt lydløse, men tydeligt berørte og lettede over det resultat, retsformand Per Kiel Lauritsen fremlagde.

Manden har hele tiden nægtet sig skyldig, og efter en kort samtale i enerum med sin forsvarer, har han netop anket dommen til frifindelse - alternativt formildelse. 

SAGEN KORT

Ringede selv med tip

For politiets vedkommende begyndte sagen i slutningen af juni sidste år, da de modtog en anmeldelse fra en bekymret far.

Han havde få timer forinden fået et opkald fra Vinderup Skole, hvor hans datter stadig går. Skolen havde oplyst faren om, at en mand, der kaldte sig Rasmus, havde ringet til dem og fortalt, at han nogle dage tidligere havde set datteren stige ind i en bil til en fremmed mand.

Det opkald til Vinderup Skole blev afgørende for politiet, der blev ledt på sporet af den 35-årige, der nu er dømt i sagen. Ret hurtigt kunne de spore samtalen til et simkort, der havde siddet i den 35-årige mands telefon.

Tiltvang sig sex

Politiets efterforskning herfra viste, at manden havde samlet den niårige pige op i Vinderup nord for Holstebro først på aftenen den 13. juni, da hun var på vej hjem fra boldbanerne i byen.

Herfra var han kørt med hende i sin bil til et øde naturområde på Mors, hvor han havde beordret hende til at tage sit tøj af, inden han først havde tvunget pigen til at røre ved hans lem og efterfølgende tiltvunget sig sex med hende.

Bagefter havde han kørt pigen tilbage til Vinderup, hvor hun var blevet sat af i nærheden af byens plejehjem. Undervejs på køreturen havde manden truet pigen til ikke at fortælle noget ved at sige, at hun nok ville se ham igen, hvis hun gjorde det. På sit ene lår havde han haft en kniv liggende, så pigen kunne se den.

Torsdag havde parterne i sagen ordet for sidste gang, inden retten fredag afsiger dom i voldtægtssag fra Vinderup.

Pigen fortalte ikke noget

I første omgang fortalte pigen ikke noget om episoden med manden til sine forældre. Da hun kom senere hjem end aftalt den 13. juni, forklarede hun sin mor, at hun var faret vild på vejen hjem fra boldbanerne. 

Dagen efter betroede pigen sig dog til to klassekammerater i skolen. Deres videoafhøringer er blevet afspillet under retssagen.

Heri kom det frem, at pigen fortalte dem, at hun havde haft sex med en mand, men at hun ikke måtte sige det til nogen, for så ville der ske nogen noget.

Efter opkaldet fra Vinderup Skole til faren fem dage senere, tog forældrene en snak med datteren. Det gav dem tilstrækkeligt med oplysninger til, at de anmeldte sagen til politiet.

- Jeg gav hende bare et lift

Den 35-årige har gennem hele forløbet nægtet, at han skulle have bortført, voldtaget og truet pigen, men på retssagens første dag fortalte han, at pigen rigtig nok havde været i hans bil på et tidspunkt den aften.

Han forklarede, at han havde været på Mors den eftermiddag for at hente et dæk til sin kones bil, der var punkteret. På vejen hjem var han kørt forbi pigen, der havde stået i vejkanten udenfor byen og kigget ned i jorden. Det havde fået ham til at stoppe og tilbyde hende et lift ind til Vinderup.

Der skete, ifølge hans forklaring, intet seksuelt på turen, og han satte blot pigen af, før han selv fortsatte hjemad.

Retten har dog fundet pigens forklaring mere troværdig, og manden er altså nu idømt forvaring - en tidsubestemt straf.

Manden er tidligere dømt for lignende voldtægt af en 12-årig pige i anden del af landet.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien 112.