Vistisen vil være DF’s spidskandidat: - Eneste position der er relevant

​Dansk Folkepartis hovedbestyrelse vil først til januar afgøre, hvem spidskandidaten til EU-valget skal være.

Anders Vistisen går efter at blive DF's spidskandidat til EU-parlamentsvalget næste år.
Anders Vistisen går efter at blive DF's spidskandidat til EU-parlamentsvalget næste år.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, vil udpeges som sit partis spidskandidat til EU-parlamentsvalget i maj 2019. Og hvis det ikke sker, vil han forlade politik.

Det fortæller Anders Vistisen til avisen Danmark.

- Jeg har valgt, at jeg går efter at blive spidskandidat til parlamentet. Det er over et år siden, at jeg meddelte det til partiet. For mig er det den eneste position, der er relevant, siger han til avisen og uddyber:

- Det er et grundvilkår i politik, at ens karriere pludselig kan være slut. Når først man har spillet i superligaen, er det bare ikke særligt interessant at komme ned i første division igen.

Verserende DF-svindelsag ikke afsluttet

EU's antisvindelenhed, Olaf, er fortsat i gang med efterforskningen af Dansk Folkepartis misbrug af EU-midler.

DF's tidligere gruppeformand i parlamentet, Morten Messerschmidt, står centralt i sagen. Messerschmidt har meddelt, at han går efter at få plads i Folketinget.

Det er uvist, hvornår Olaf-sagen afsluttes.

Ifølge avisen Danmark er meldingen fra partitoppen i Dansk Folkeparti, at de ønsker en afklaring i den såkaldte Meld og Feld-sag, inden de vil udpege en spidskandidat, som er omfattet af undersøgelsen.

Men Søren Espersen, der er næstformand i DF's hovedbestyrelse, siger til Ritzau, at den sag ikke vil have indflydelse på, hvornår partiet vil udpege sine kandidater.

- Jeg har ikke hørt, at vores opstillingsform - og hvornår vi afgør den - har noget som helst at gøre med Meld og Feld. Vi stiller en liste op på sandsynligvis ti personer. Den afleverer vi, som vi plejer, omkring efter nytår.

- Alle mulige ting spiller ind der. Vi satser på at stille det bedst mulige hold, men det har ikke noget med specielle sager at gøre. Vi er bare interesserede i at få en god liste, siger Søren Espersen.

- Vi gør det på vores måde

I flere andre partier har man allerede udpeget både spidskandidater og øvrige navne til kandidatlisterne til EU-parlamentsvalget.

Men det får ikke Dansk Folkeparti til at komme med en hurtigere udmelding til Anders Vistisen.

- Hvad andre partier gør, det har vi aldrig interesseret os særlig meget for. Vi gør det på vores egen måde, siger Søren Espersen og fortsætter:

- Det er normalt for os, at hovedbestyrelsen sammensætter en liste til EU-Parlamentet et halvt års tid før valget. Det har vi ikke tænkt os at ændre på. Vi synes, at der er tid nok, til at de kan føre valgkamp.

/ritzau/