Virusfrygt får telefoner til at gløde hos praktiserende læger

Stopskilte på plakater skal forhindre spredning af smitte i venteværelserne hos de praktiserende læger.

Flere hospitaler er forberedt på at skulle modtage patienter, der er smittet med coronavirussen Covid-19. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Meldingen om den første dansker med coronavirus giver travlhed hos landets praktiserende læger.

- Vi får rigtig mange henvendelser fra folk, der er i tvivl om, hvorvidt de kan være smittet. Det belaster vores telefonsystemer rigtig meget, siger Anders Beich.

Læs også Dansker smittet med coronavirus

Han er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, der er de praktiserende lægers lægefaglige selskab.

Mange læger har sat plakater med stopskilte op på dørene til lægeklinikkerne.

Det sker for at undgå, at potentielt smittede personer møder op i venteværelserne, hvor de vil kunne bringe smitten videre.

- Det ser dramatisk ud, men vi prøver at beskytte patienterne og os selv selvfølgelig.

- Og det ser ud til at have en effekt. Jeg har i hvert fald ikke hørt fra mine kolleger, at der pludselig er troppet en person op, der kunne være smittet med coronavirus, siger Anders Beich.

Bliver henvist til specialister

Har man symptomer som feber, hoste og vejrtrækningsbesvær, og har man rejst i lande som Norditalien, Japan og Singapore, så skal man i stedet kontakte lægen via telefonen.

Hvis lægen vurderer, at den pågældende person kan være inficeret med coronavirus, vil vedkommende blive henvist til specialister på sygehusenes infektionsmedicinske afdelinger.

Her vil man så vurdere, hvad der skal ske.

Skulle en patient med symptomer på coronavirus alligevel dukke op hos en praktiserende læger, er klinikkerne nu blevet forsynet med mundbind og beskyttelsesudstyr.

Læs også Hvad sker der, når man er smittet? Få svar på spørgsmål om coronavirussen her

Det er en ny situation for de praktiserende læger, som udgør frontlinjen i kampen mod coronavirus.

- Det seneste døgn har det hele været en smule usikkert. Vi har været i tvivl om nogle ting. Og det er der jo ikke noget at sige til, for vi har aldrig været i den her situation før, siger Anders Beich.

Selv om den første dansker nu har fået påvist coronasmitte, bliver det ifølge Anders Beich næppe det eneste tilfælde.

- Jeg tror desværre, at vi kommer til at se en hel del flere tilfælde. Der er rigtig meget rejseaktivitet til de områder, hvor smitten spredes, siger han.

Samtidig understreger han, at sygdommen ikke i sig selv er slem.

- Det er jo ikke fordi, sygdommen er slem. Den kan bare hurtigt blive meget udbredt, fordi vi ikke har nogen immunitet. Derved er der mange svækkede mennesker, der er i risiko for at blive syge, siger Anders Beich.

/ritzau/

02:28

Beredskabsstyrelsen Center i Herning er klar til at huse eventuelt smittede

Luk video