Virksomheder låner sæsonarbejdere af hinanden

To midt- og vestjyske virksomheder har fundet en smart løsning, hvor de låner sæsonarbejdere af hinanden.

Louise Nordborg bliver "lånt" ud til DSV Frø, når vinteren står for døren.
Louise Nordborg bliver "lånt" ud til DSV Frø, når vinteren står for døren.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Når det er lyst og lunt udenfor har Louise Nordborg travlt hos firmaet Kaj Bech med at holde Holstebros grønne områder pæne. Men når så græsset og ukrudtet ikke længere gror og arbejdet slipper op, så ville hun egentlig i vinterperioden blive sæsonfyret.

Men det slipper hun for nu. Hun er nemlig rykket indendørs hos DSV Frø, hvor den mørke og kolde tid er højsæson for at rense og klargøre græsfrø.

- Jeg synes, at de har været virkelig gode til at tage imod og tager tingene stille og roligt, når man kommer og spørger om noget, så der er slet ikke noget der, siger Louise Nordborg.

Det meste af året arbejder hun i park-afdelingen for entreprenørvirksomheden Kaj Bech. Men hvert år fra oktober til omkring april er hun en af de 10-20 medarbejdere, der bliver sendt hjem uden løn. En nødvendig for virksomheden, som de egentlig helst vil undgå.

- Hver gang jeg sender en hjem, så er der risiko for at vedkommende finder et nyt job, og så skal jeg og finde endnu, når jeg igen har brug for det siger Niels Dalby, der er driftschef hos Kaj Bech i Holstebro.

Så nu har entreprenøren i stedet lejet to medarbejdere ud til DSV Frø - deres højsæson starter nemlig, når Kaj Bechs slutter - og på den måde går tingene op.

- Vi har en lav arbejdsløshed i hele området, og det betyder, at de forholdsvis let kan gå ud og få noget andet. Nu holder vi på dem, og vi holder kompetencerne inden døre, så det er rigtig godt for os begge to, siger Poul Lund, som er Supply chain manager ved DSV Frø Danmark i Holstebro.

Hos den lokale 3F-afdeling er det nyt med sådan en udlejningsordning. Formand Flemming Sørensen kender ikke detaljerne i den konkrete aftale, men han kan godt se potentialet

- Jeg synes det er en god ide. Andre virksomheder kunne man godt ønske gjorde det. Vi har faktisk en del medarbejdere, der arbejder sådan hver vinter, siger Flemming Sørensen, Formand hos 3F Holstebro.

Hos Kaj Bech håber de også, at leje-aftalen med årene kan udvikle sig, så den om tre til fem år betyder at de har 10 medarbejdere udlejet henover vinteren.

For Louise Nordborg venter der nu et par måneder i førerhuset indendøre. Og selvom det er rart at komme i ly for regn og rusk, så kunne hun ikke drømme om at skifte job, for når det bliver foråret igen, så vil hun udenfor at arbejde.

2:55