Vindindustri: Helt utænkeligt at droppe kystnære møller nu

Før ferien ville minister samle flertal for at aflyse et vindmølleudbud. Nu er det for sent, mener branchen.

siemens_offshore.jpg
Foto: www.siemens.com/press

Vindmølleindustrien fortsætter ufortrødent arbejdet med at byde ind på de kystnære havvindmølleparker, som klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) før sommerferien ihærdigt forsøgte at standse. 1. september er der frist for at komme med tilbud, og derfor kan direktør Jan Hylleberg fra brancheorganisationen Vindmølleindustrien slet ikke forestille sig, at politikerne vil bremse udbuddet nu.
- Jeg forventer helt klart, at det udbud bliver gennemført som planlagt. De prækvalificerede virksomheder, der er til de her udbud, knokler på livet løs, siger Jan Hylleberg.

Lilleholt forsøgte før sommerferien at samle politisk opbakning til at droppe udbuddet af de kystnære havvindmølleparker. Ministeren argumenterede med, at det var nødvendigt for at spare penge, efter at EU havde kendt den danske afgift PSO ulovlig. Pengene fra PSO bruges til at finansiere den grønne omstilling i Danmark. Men selv om det ikke lykkedes ministeren at samle flertal for aflysningen, kan ministeren formentlig alligevel holde det budget, han ønsker, mener Vindmølleindustrien.
- Priserne er faldet så meget på havvindmølleparker, at han får sin besparelse uanset hvad, hvis han ellers bare sørger for, at der er fred og ro, siger Jan Hylleberg.

/ritzau/