Vil du have min brugte knogle?

Du kan roligt sige ja tak til en brugt knogle.

0:14
Vil du høre, hvordan det lyder når en hofte bliver skubbet ud af led? Så tryk på videoen her. Vi advarer mod stærke lyde og billeder.

En brugt knogle er hovedpersonen i aften i et program på TV MIDTVEST. Genbrug er nemlig også tidens tendens, når det gælder reservedele fra mennesker.

Det største hit er brugte lårbens-hoveder. I programmet følger TV MIDTVEST 42-årige Brian Ørtoft fra Ramme, der skal have en ny hofte på Regionshospitalet Vest. Han har sagt ja til at blive knogle-donor og opfylder alle sikkerheds-kriterier med hensyn til smitsomme sygdomme og cancer.

0:12
Brian Ørtoft kan godt lide tanken om "knogle-genbrug".

Da "kuglen" eller lårbens-hovedet er taget ud af hofteleddet, bliver den straks lagt i et sterilt bæger og bragt ned til hospitalets knoglebank. Her bliver det frosset ned til 80 grader, og nu kan knoglen holde sig i fem år på frost.

0:11
Her bliver knoglen taget ud af Brian Ørtofts krop.

Knoglen i ny krop

På RegionsRygcenter i Silkeborg møder vi et brugt lårbens-hoved igen. Det skal bruges til en rygpatient, der skal have gjort det nederste af ryggen stift.

Inden knoglen kan genbruges, bliver den kværnet i en knoglemølle, så den nærmest ligner en slags ”fars”. 

0:45
Knoglen bliver kværnet, før den kan sprøjtes ind i et nyt menneske.

Vi følger operationen, hvor knoglemassen bliver sprøjtet ind på begge sider af patientens rygsøjle. I løbet af tre måneder bliver lige så stift som cement.

- Det er utroligt, hvad man kan. Der er mange hemmeligheder, vi ikke ved om kroppen, Det her er en af dem. At det kan lade sig gøre i det hele taget bare at lægge sådan noget ind, og så vokser det på, som om der var en ordreseddel på, at det skulle blive stift, fortæller specialansvarlig overlæge på RegionsRygcenter Silkeborg, Søren Fruensgaard.

Uanset blod- eller vævstype kan man modtage en brugt knogle fra et andet menneske. I Danmark er der 24 knoglebanker. De syv ligger her i landsdelen.

9:02
Her kan du se hele programmet om knoglebanken.