Videbæk-drabet: Dobbeltmorder får livstidsdom

48-årige Christian Andersen er idømt fængsel på livsstid for drabet på den 54-årige Hanne Pedersen.

Retten,_Herning, skilt2.jpg

Den 48-årige Christian Andersen, der tidligere i dag blev kendt skyldig i drabet på Hanne Birgitte Thrige Pedersen, skal i fængsel på livstid. 

Det stod klart, da der i dag faldt dommen i den spektakulære drabssag, der de seneste uger har kørt ved retten i Herning.

- Han er dømt efter anklageskriftet,  og det var den straf, vi gik efter, så jeg er tilfreds, siger anklager i sagen, Pia Koudahl.

Dobbeltmorder

Det er ikke første gang, at Christian Andersen er kendt skyldig for mord. Han er tidligere dømt for drabet på sin dengang 38-årige kæreste Liselotte Kaimer Nielsen, som blev fundet kvalt i en skov ved Odder.

Christian Andersen blev efterfølgende idømt 12 års fængsel for drabet, men blev løsladt i 2004.

Nu er han så blevet idømt endnu en livstidsdom ved retten i Herning og kan se frem til at bruge i hvert fald 12 år mere bag tremmer. 

- Jeg tænker, det har haft en betydning i forhold til strafudmålingen, at han er tidligere dømt. Det gjorde, at flere synes, det skulle være livstid, siger anklager Pia Koudahl.

Har anket dommen

Hanne Pedersen blev nytårsnat 2016 fundet død i sit udbrændte hus. Politiet slog efterfølgende fast, at det ikke var branden, der var dødsårsagen. Derimod var den 54-årige kvinde blevet kvalt, før huset var sat i brand. 

Det var en enstemmig afgørelse i retten i Herning. Alle tre dommere og et enigt nævningeting kendte den 48-årig skyldig. I alt 37 vidner har været indkaldt.

Den 48-årige Christian Andersen har anket dommen.