Viborg har kurs mod West Ham efter sikker sejr over færinger

Viborg vandt med 3-0 over færøske B36 fra Torshavn i tredje runde af Conference League-kvalifikationen.

Marokhy Ndione scorede sit første mål i den grønblusede Viborg-trøje.
Marokhy Ndione scorede sit første mål i den grønblusede Viborg-trøje.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fodboldklubben Viborg kom onsdag aften et stort skridt nærmere avancement fra tredje runde af kvalifikationen til Conference League.

På hjemmebane vandt Viborg sikkert med 3-0 over det semiprofessionelle hold B36 fra Færøerne. Returkampen i Torshavn bliver spillet på tirsdag i næste uge.

Første halvleg blev en smule mere lige end forventet, men efter 20 minutter bragte Viborg sig i spidsen på et straffespark, som Jakob Bonde scorede på.

Det skete, efter at B36-målmand Mattias Lamhauge fældede Viborgs Marokhy Ndione i straffesparksfeltet.

Anden halvleg blev total Viborg-dominans, og det danske mandskab afgjorde hurtigt kampen definitivt til egen fordel.

Knap fem minutter inde i halvlegen headede hollandske Clint Leemans hjemmeholdet foran 2-0, og kort efter scorede Marokhy Ndione til 3-0.

B36 stillede op med danskerne Lukas Enevoldsen og Thor Høholt i startopstillingen, og midt i anden halvleg blev førstnævnte skiftet ud.

Med et kvarter tilbage af kampen sendte gæsterne danske Rasmus Nissen på banen.

Den samlede vinder skal i playoffrunden op mod en yderst svær modstander i form af engelske West Ham, der i sidste sæson blev nummer syv i Premier League.

Vinderen i playoffrunden kvalificerer sig til Conference League-gruppespillet.

Turneringen blev indført af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) sidste år, og italienske AS Roma vandt tidligere i år den første udgave af Conference League.

Viborg spiller i år med i de europæiske klubturneringer for første gang i 22 år.

I anden kvalifikationsrunde sejrede klubben fra Superligaen med samlet 2-0 over FK Suduva fra Litauen.