Vi bytter julegaver for 300 millioner kroner

Fire-fem procent af alle julegaverne forventes at blive byttet de kommende dage, vurderer Dansk Erhverv.

De kommende dage er de helt store byttedage
De kommende dage er de helt store byttedage
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Fredag begynder årets store bytteræs, når butikkerne åbner igen efter juledagene.

Selv om de fleste beholder deres julegaver, vil der blive byttet gaver for omkring 300 millioner kroner. Det viser en analyse fra Dansk Erhverv.

De danske forbrugere vurderes at have købt julegaver for 6,8 milliarder kroner, og herfra vil omkring fire-fem procent blive byttet. Det er nogenlunde på niveau med sidste år.

- Der er rigtig mange danskere, der skal ud at bytte julegaver, og samtidig starter mange butikker udsalg i dagene efter jul, siger Bo Dalsgaard, der er chefkonsulent hos Dansk Erhverv.

- Derfor er der udsigt til nogle rigtig travle dage ude i detailhandlen, siger han.

Forskellige regler i butikkerne

Hvis man fredag eller en af de kommende dage skal bytte gaver, gør Bo Dalsgaard opmærksom på, at der er forskel på, hvilke regler butikkerne har for at tage gaver retur.

- Man skal være klar over, at der faktisk ikke er en lovsikret bytteret i de fysiske butikker.

- Derfor er man nødt til lige at tjekke, hvordan byttereglerne er i den enkelte butik. Det vil typisk stå på gaven, hvis der er sat et byttebevis på.

- Der kan være nogle butikker, der ikke giver penge tilbage, men så kan man typisk i stedet få en anden vare eller et tilgodebevis, siger Bo Dalsgaard.

Modsat de fysiske butikker er man garanteret 14 dages fortrydelsesret, hvis gaven er købt på nettet hos en dansk virksomhed eller et andet EU-land.

Hvis man vil have pengene retur, skal man være opmærksom på, at de vil gå tilbage på kontoen til den, der har betalt for gaven.

/ritzau/

1:45
Selvom hver tredje dansker har planer om at shoppe på årets største shoppingdag, så er det langt fra alle, der er begejstrede for tilbudsdagen. Nogle butikker har helt valgt at boycotte Black Friday.