Vestas overhalet af Siemens

Vestas-salg af havmøller står stille. Siemens Windpower ordrebogen er fuld.

Vestas_vindmoeller9_type1.jpg

Der er helt vindstille når det gælder ordrer på havvindmøller hos Vestas. Samtidig kan konkurrenten Siemens Windpower bryste sig med at have havvindordrer i hus på 4000 MW. Det skriver Jyllandsposten i dag.

 - Det er rigtigt, at vi for nuværende ikke har offshore-ordrer i bogen, siger Ditlev Engel, koncernchef i Vestas til Jyllandsposten.

Faktisk sidder Siemens Windpower i år totalt på havmøllemarkedet med 84 procent af alle opstillede havmøller i Europa.

Men Ditlev Engel afviser, at de er ved at blive totalt blæst af banen af ærkerivalen Siemens.

 - Selvfølgelig vil vi gerne have flere ordrer. I 2010 overleverede vi en masse havvindprojekter og da havde Vestas rent faktisk en markedsandel på 60 procent. Så det kan jo variere fra år til år, forklarer Ditlev Engel til Jyllandsposten.

Ifølge den europæiske vindmølleindustri, EWEA, er der i dag givet grønt lys til opførelse af havmølleparker på 19.000 MW i Europa. I dag er tallet på 3295 MW.