Venstre vil lade kommuner bruge flere penge under krise

Venstre vil lempe det kommunale anlægsloft, og færre projekter skal i udbud. Det skal sætte gang i projekter.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Det kommunale anlægsloft skal midlertidigt lempes på grund af coronakrisen.

Det mener Venstre, som i et udspil foreslår at give kommunerne mulighed for at sætte gang i anlægsprojekter, som anlægsloftet ellers ville have forhindret.

Det kan være renovering af daginstitutioner og skoler, som i øjeblikket står tomme, eller det kan være renovering af veje.

- På den ene side skal kommunerne gøre alt, hvad de kan, for at holde hånden under private arbejdspladser, siger formand Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Og på den anden side skal vi i Folketinget gøre det lettere for kommunerne at gøre mere.

- En række kommuner er godt i gang og har taget en række initiativer for at beskytte lokale arbejdspladser, men vi skal have alle med, siger han.

KL vil have lov til at bryde loftet

S-regeringen indgik sidste år en økonomiaftale med Kommunernes Landsforening om anlægsloftet for kommunerne, som i år lyder på 19,1 milliard kroner.

Flere brancheorganisationer, blandt andet Dansk Byggeri, har allerede efterspurgt, at kommunerne får lov til at bryde anlægsloftet.

Kommunernes Landsforening (KL) har også ønsket, at kommunerne får lov til at bryde loftet, og KL-formand Jacob Bundsgaard skal i denne uge drøfte det med finansminister Nicolai Wammen (S).

Finansministeren har også erklæret sig villig til at se på anlægsloftet, hvis det bliver nødvendigt.

Ud over anlægsloftet ønsker Venstre blandt andet midlertidigt at forhøje grænsen for, hvornår kommunerne skal lave udbud.

Sædvanligvis skal en kommunal opgave sendes i udbud, hvis den samlede pris lyder på over 1,6 millioner kroner.

Færre skal igennem udbudsprocesser

Venstre ønsker, at grænsen skal hæves til fem millioner kroner, således at færre projekter end i øjeblikket kommer til at blive trukket ud som følge af udbudsprocesser.

Spørgsmål: Når man justerer udbudsreglerne, risikerer man så ikke, at nogle bygge- og anlægsprojekter kan blive dyrere og måske også dårligere?

- Der er en grund til, at vi har de udbudsregler, som vi har. Det er for at sikre, at vi bruger skatteborgernes penge så fornuftigt som overhovedet muligt, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Men vi kan også, se at hvis man skal igennem en udbudsrunde for alting, som man skal lave her og nu, og som der er mulighed for at lave her og nu, så er der en række tiltag, som vi går glip af en oplagt mulighed for at lave.

- Skolerne står tomme, institutionerne står tomme, vejene er ikke befærdede. Så der er en række tiltag, som man kan sætte i værk, nu hvor arbejdskraften er der, siger han.

/ritzau/