Venstre varsler eftersyn af vindmøllestøtte

Regeringen vil kigge på støtten til vindmøller for at kunne lempe energiafgifterne.

100715Vestas1.jpg

Den nye regering kommer formentlig ikke til at køre samme grønne klimapolitik som den tidligere SR-regering gjorde.

- I de seneste års energipolitik har det været ved at tippe lidt for meget til den grønne side. Der skal vi have de ekstra gram på vægtskålen, som gør, at vi får skabt en fornuftig balance, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt fra Venstre til Børsen.

- På den ene side skal vi fortsat sikre den grønne omstilling og bevare Danmark som udstillingsvindue, for her er der et guldæg at værne om. Men på den anden side skal vi sikre en balance, fordi der er mange virksomheder med et stort energiforbrug, og de er hårdt belastede af høje, grønne afgifter, uddyber ministern til Børsen.

Kigger løbende på støtten til vindmøller

Overfor avisen peger Lars Christian Lilleholt af flere omgange på vindmøllesektoren som et område, hvor der kan være penge at hente.

- Vi kigger løbende på støtten til vind, og om det kan gøres på en billigere måde. Vi vil ikke opstille målsætninger, der ikke kan gennemføres, forklarer Lars Christian Lilleholt.

Ministeren åbner op for en opdatering af den nuværende energiaftale.